Hvordan diagnosticeres farveblindhedssygdom?

Farveblindhed, også kendt som farvemangel eller farvesynsmangel, er en tilstand, hvor folk har svært ved at skelne bestemte farver. Den mest almindelige form for farveblindhed er rød-grøn farveblindhed, som rammer omkring 8 % af mændene og 0,5 % af kvinderne.

Der er flere tests, der kan bruges til at diagnosticere farveblindhed.

* Ishihara-test :Ishihara-testen er den mest almindelige test for farveblindhed. Den består af en række plader med farvede prikker arrangeret i et mønster. Folk med farveblindhed vil se prikkerne anderledes end folk med normalt farvesyn.

* Farnsworth-Munsell 100 Hue-test :Farnsworth-Munsell 100 Hue-testen er en anden almindelig test for farveblindhed. Den består af en række farvede hætter, der er arrangeret i rækkefølge efter nuance. Personer med farveblindhed vil have svært ved at placere hætterne i den rigtige rækkefølge.

* Anomaloskop :Et anomaloskop er en enhed, der bruges til at måle farvediskrimination. Den består af to lys, et der er rødt og et der er grønt. Den person, der testes, bliver bedt om at justere intensiteten af ​​det grønne lys, indtil det ser ud til at have samme farve som det røde lys. Personer med farveblindhed vil have svært ved at foretage denne justering.

Ud over disse tests er der også flere genetiske tests, der kan bruges til at diagnosticere farveblindhed. Disse tests kan identificere de specifikke gener, der er ansvarlige for tilstanden.

Farveblindhed er en livslang tilstand, men den kan normalt håndteres med brug af korrigerende linser eller filtre.