Faktorer der forbedrer ilt-diffusion til pulmonale kapillærer

Ilt-diffusion fra alveoler til røde blodceller styres af Ficks diffusionslov. Nøglefaktorer der øger hastigheden inkluderer:

1. Partiel tryk-gradient (ΔP): Primær drivkraft. Højt alveolært PO₂ (~100 mmHg) vs. lavt blandet venøst PO₂ (~40 mmHg) skaber en bratt gradient. Øges ved supplerende O₂, hyperventilation, eller højere indåndet O₂-fraktion.
2. Overfladeareal (A): ~70 m² fra millioner alveoler. Reduceret ved emfysem (alveolær-destruktion), fibrose, eller atelektase.
3. Diffusionsafstand (T): Minimal (0,2–0,5 µm) over type I pneumocyt, fusioneret basalmembran, kapillært endotel. Øges ved interstitielt ødem, fibrose, eller alveolær proteinose.
4. Temperatur: Højere temperatur øger molekylær kinetisk energi og diffusionskoefficient. Normotermi (37 °C) er optimal; hypotermi sætter diffusionshastigheden ned.
5. Hemoglobin-koncentration og binding: Hb virker som et kemisk «sink», opretholder lavt frit PO₂ i plasmaet, opretholder gradienten. Hvert Hb binder 4 O₂. Anæmi reducerer O₂-indhold men ikke diffusionshastighed per se; dog mindsker lavt Hb total O₂-leverance.
6. Hjertets output/perfusion: Tilstrækkelig blodstrøm opretholder lavt venøst PO₂. Lavt output (chok) løfter blandet venøst PO₂, reducerer gradienten.

Patologier som lungefibrose (↑T, ↓A), lungeødem (↑T), anæmi (↓bæreevne), og V/Q-mismatch forringer overordnet oxygenation trods intakt diffusionskapacitet i nogle tilfælde.