Antimon i vand: Kilder, helbredsrisici og behandlingsmuligheder

Antimon er et sort mineral. Det er udbredt i naturen og forekommer ofte i forbund med malmer af kobber, sølv, bly og jern. Antimonforurening i drikkevandsforsyninger skyldes ofte udvaskning af antimon fra naturressourcer og industriafløb. Antimon er et almindeligt overflødigt produkt fremstillet under kul- og petroleumbearbejdning. En anden stor kilde til antimon er biludledning og ucontrolleret forbrænding af fossile brændstoffer. I jorden er antimon forbundet med partikler, der indeholder jern, mangan og aluminium. Fra jorden passerer antimon over i vandressourcer som grundvand, søer og floder.

Teknologiske processer

I vandbehandling affaldes tungmetaller som antimon gennem en række videnskabelige processer, såsom elektrokemisk proces, ionudveksling (en proces, hvor ioner udveksles mellem en løsning og et uløseligt fast stof), adsorption, faldning, membrane og biologisk nedbrydning.

Der er lidt information tilgængelig om dets adfærd, når antimon trænger ind i jorden. Studier viser, at antimon er i stand til at bevæge sig gennem jorden, og det viser også en stor affinitet til jord. I vand er antimon stærkt bundet til sedimenter, der falder til bunden. Environmental Protection Agency (EPA) vil initiere nødvendige tiltag (f.eks. indsamling af vandprøver og vandbehandlingsmetoder som koagulation, filtrering og omvendt osmose), hvis antimonindholdet ikke længere er uvoldsomt for menneskers sundhed.

Konventionelle teknologiske processer

Konventionelle teknologiske processer (såsom vandomhærdning, fjernelse af mangan og jern fra vand, og koagulation) er gennem år af testning vist at være mest effektive til fjernelse af opløst antimon i drikkevand. Deres effektivitet reguleres dog af vandets pH-værdi; for eksempel virker koagulationsmetoden bedst, når pH-værdien af vandet ligger mellem 7,4 og 6,8.

Anvendelse af kemiske reagenser

En gruppe kemikalier blev foreslået af forskere ved Research Institute of Water Management i Slovakiet til at teste forekomsten af antimon i grundvandssystemet på nogle udvalgte lokationer i landet. De teknologiske tester brugte kemikalierne jern(III)sulfat og mangan(II)klorid i kombination med kaliumpermanganat. Testresultaterne indikerede, at jern(III)sulfat kan reducere antimonindholdet til et niveau, der ikke udgør trussel for menneskers sundhed. En ulempe ved denne metode er kravet om brug af en høj dosis koagulant.