Type 1 vs. Type 2 diabetes: Autoimmunitet vs. insulinmodstand

Diabetes mellitus omfatter distincte patofysiologiske enheder. De to hovedtyper forsker fundamentalt i ætiologi, og præcis klassificering guider terapi.

Type 1 Diabetes (T1D)

• Autoimmun destruktion af pankreas β-celler af T-lymfocytter.
• Absolut insulinmangel.
• Debut ofte barndom/ungdom, men kan forekomme ved enhver alder (LADA hos voksne).
• Kræver livslang eksogen insulin.
• Associeret med HLA-DR3/DR4, andre autoimmuntilstande (thyroideae, cøliaki).

Type 2 Diabetes (T2D)

• Insulinmodstand i muskler, lever, fedtvev + progressiv β-celle-dysfunktion/svigt.
• Relativ insulinmangel (initialt hyperinsulinæmi).
• Stærk genetisk prædisposition + livsstilsfaktorer (fedme, inaktivitet, kost).
• Debut typisk >40 år, men stigende hos unge med fedme.
• Håndteres med livsstil, orale midler (metformin førstevalg), GLP-1 RA, SGLT2-hæmmere, insulin efter behov.

Vigtigste forskelle

Egenskab	Type 1	Type 2
Primær defekt	Autoimmun β-celle-destruktion	Insulinmodstand + β-celle-svigt
Insulin-niveau	Fraværet/meget lavt	Højt → normalt → lavt over tid
Ketose-risiko	Høj (DKA almindelig ved debut)	Lav (medmindre alvorlig stress)
Autoantistoffer	Til stede (GAD65, IA-2, ZnT8, IAA)	Fraværet
Kropsbygning	Ofte slynget	Ofte overvægtig/fed

Fejldiagnose (f.eks. LADA som T2D) forsinker insulin-initiering, risikerer DKA.