Lisinopril vs. Losartan: Differentielle effekter på urinær natrium-udskillelse

Lisinopril (en ACE-hæmmer) øger urinær natrium-udskillelse; losartan (en ARB) gør ikke signifikant. Denne forskel har kliniske implikationer, især ved hjerteinsufficiens.

Mekanistisk basis

ACE-hæmmer (Lisinopril)

• Blokerer angiotensin I → angiotensin II konvertering → ↓ angiotensin II + ↑ bradykinin.
• ↓ Angiotensin II → ↓ aldosteron → ↓ distalt natrium-reabsorption (ENaC).
• ↑ Bradykinin → ↑ nitric oxide/prostanoider → ↑ nyre-blodstrøm, ↓ proximal reabsorption.
• Netto-effekt: Natriurese, især ved volumen-ekspansion eller hjerteinsufficiens.

ARB (Losartan)

• Blokerer AT₁-reseptor kun.
• ↑ Angiotensin II-niveauer (umodstået AT₂-stimulation → teoretisk vaskodilatation/natriurese, men svag hos mennesker).
• Ingen bradykinin-akkumulation.
• Netto-effekt: Minimal akut natriurese; kronisk natrium-balance via hemodynamiske effekter.

Kliniske implikationer

• ACE-hæmmere foretrækkes ved hjerteinsufficiens med volumen-overbelastning (natriuretisk synergi med loop-diuretika).
• ARB'er er alternativer hvis ACE-hæmmer-hoste eller angioedem opstår; lignende blodtryk og nyre-resultater.
• Begge kræver kalium og kreatinin-overvågning (hyperkaliæmi-risiko, især med kalium-sparende midler).

Evidence

Flere forsøg (SOLVD, ATLAS, RENAAL, IDNT) bekræfter ACE-hæmmers natriuretiske effekt; ARB'er viser mindre udtalt akut natrium-udskillelse.