Middelalderlige medicinske praksisser: Behandlinger, midler og overbevisninger

Almindelige middelalderlige terapier

1. Aderladning (Flebotomi)

Baseret på humoralteorien (balance af blod, slem, gul galle, sort galle). Udført ved åreåbning, blodigel eller kopning. Anvendt til næsten alle sygdomme.

2. Urteremidler

Materia medica inkluderede kamille (beroligende), lavendel (antiseptisk), rosmarin (stimulerende), mynte (fordøjelsesfremmende), pilbark (salicin → aspirins forgænger). Tilberedt som te, pulvere, salver, tinktur.

3. Religiøs & åndelig helbredelse

Bøn, relikvier, salvelse med saligt olie, pilgrimsfærd. Klostre drev hospitaler; pleje var karitativ, ikke videnskabelig.

4. Kirurgiske procedurer

Begrænset til overfladiske interventioner: forbrændelse, åbning af abscesser, tandtrækning, amputation (ofte for brandskade/trauma). Ingen bedøvelse, høj dødelighed fra sepsis.

5. Isolering & karantæne

Spedalskhed (Hansens sygdom) førte til spedalskhedshospitaler – adskilte hospitaler. Pest-karantæner (40 dage = "quaranta giorni") startede i 14. århundredes Venedig.

6. Empiriske & folkemedicinske midler

Dyrdele (pulveriseret mumie, ræv-lunge), mineraler (kviksølv, arsenik), urinterapi. Videregives mundtligt; ingen kontrolleret testning.

7. Trolddomme, amuletter & astrologi

Ædelstene, skriftlige trolddomme, planetkonstellationer troedes at påvirke sundhed.

Historisk kontekst

Effekt var anekdotisk; bakterieteori, anatomi og fysiologi var ukendte. Renæssancen og senere den videnskabelige revolution erstattede gradvist disse praksisser med evidensbaseret medicin.