Humoralisme: Oldgræsk teori om sundhed og sygdom

Humoralisme (humoral-teorien) dominerede vestlig medicin fra Hippokrates (ca. 400 f.Kr.) gennem 19. århundrede. Den påstod at sundheden afhænger af balance mellem fire kropsvæsker ("humorer").

De fire humorer

Humor	Temperament	Kvaliteter	Element	Organ-kilde
Blod (sanguinitisk)	Optimistisk, social	Varm, fugtig	Luft	Lever
Slim (flegmatisk)	Rolig, treg	Kold, fugtig	Vand	Hjerne/Lunger
Gul galle (kolerisk)	Irriterelig, ambitiøs	Varm, tør	Ild	Galleblære
Sort galle (melankolisk)	Depressiv, analytisk	Kold, tør	Jord	Milte

Sygdom og behandling

• Ubalance (dyskrasi) fører til sygdom. Ekstra blod → feber, plethora; ekstra sort galle → melankoli, kræft.
• Terapier målrettede at udrive ekstra humor: blodlodning (flebotomi), afskylning, emetikka, diuretika.
• Kost, regime og miljø justeredes for at gendanne balance.

Historisk betydning

• Første systematiske, naturalistiske (ikke-overnaturlige) medicinske rammeværk.
• Påvirkede Galen, Avicenna, middelalderlig og renæssance-medicin.
• Arv: temperament-sprog (sanguinitisk, flegmatisk, kolerisk, melankolisk) forbliver i psykologi.

Fald

Erstattet af cellulær patologi (Virchow), bakterieteori, biokemi og den videnskabelige metode i 19. århundrede.