Forståelse af selvmutilering: Behandling og coping-mekanismer

Selvmutilering er en bevidst fysisk skade på sig selv – men uden selvmordsintention. Det fungerer ofte som en coping-mekanisme, der giver midlertidig letelse af følelsesmæssig smerte. Personer, der selvmutilerer, bør søge professionel hjælp og behandling.

Kendetegn ved selvmutilering

Ifølge Self Injury's website: En skadelig handling udført af dig selv mod din egen krop. Emotionelt/psykologisk destruktive tanker følger ofte med. Personen ønsker ikke at dø, men handlingen er bevidst og med formål om at gøre ondt. Ofte føles en frigivelse af følelsesmæssig spænding efterpå.

Terapi

Første skridt: beslutning om at gå i terapi. Det erkender, at adfærden er skadelig, og viser vilje til at ændre. Uvilje til terapi øger risiko for recidiv, da processen kræver at undersøge tanker/følelser og ændre adfærd.

Terapeutiske teknikker

Fokus på regulering af følelser. Mange føler sig utilstrækkelige til at håndtere vanskelige situationer. Selvmutilering frigør spændningen. I terapi læres klienter at lægge mærke til tanker, der gør dem føle utilstrækkelige ("jeg er værdiløs", "jeg vil aldrig klare det"). Ved at genkende disse irrationelle tanker kan man undgå udløsere. Det kræver mental disciplin og engagement.

Udvikling og udsigt

Terapi hjælper med at genkende udløsere og undgå det følelsesmæssige lid, der fører til selvmutilering. Mange gennemfører behandling succesfuldt og ophører med at skade sig selv, men nogle føler sig aldrig fuldstændigt "helbredt". Når underliggende problemer løses og man lærer at acceptere vanskelige følelser, mistes behovet for selvmutilering.

Forbedring af behandlingsresultater

• Find en terapeut, du føler dig tryg ved – specialister i selvmutilering er ofte mere empatiske.
• Sørg for, at klienten er engageret i egen genoptræning. Tvungen terapi (af forældre/familie) virker sjældent, indtil personen selv indser gavnen. Åben og villig holdning er bedste prædiktor for succes.