Hvad ville der ske, hvis længden af ​​den absolut refraktære periode i hjertemuskelceller var den samme som for skeletceller?

Den absolut refraktære periode er den tid, hvor en hjertemuskelcelle ikke kan generere et aktionspotentiale, uanset hvor kraftig stimulus er. Skeletmuskelceller har en meget kortere absolut refraktær periode end hjertemuskelceller, hvilket tillader dem at trække sig hurtigere sammen.

Hvis længden af ​​den absolut refraktære periode i hjertemuskelceller steg til at være den samme som skeletmuskelceller, ville der ske flere ting. For det første ville pulsen falde betydeligt, da cellerne ville tage længere tid at komme sig mellem veerne. Den nedsatte hjertefrekvens ville føre til et fald i kroppens evne til at levere ilt og næringsstoffer til væv og organer. Dette kan forårsage træthed, åndenød og i sidste ende organsvigt.

Derudover ville den længere refraktære periode gøre hjertet mere modtageligt for arytmier, som er unormale hjerterytmer. Arytmier kan få hjertet til at slå for hurtigt, for langsomt eller uregelmæssigt, hvilket kan være livstruende.

Det er klart, at en stigning i længden af ​​den absolut refraktære periode i hjertemuskelceller ville have flere alvorlige konsekvenser for kroppen. Dette er grunden til, at hjertet har udviklet sig til at have en længere refraktær periode end skeletmuskulaturen, hvilket gør det muligt at trække sig sammen med en relativt langsom og konstant hastighed med en lav risiko for arytmier.