Efter døden kroppestemperaturfald (algor mortis): Hastighed, påvirkende faktorer og forensisk anvendelse

Efter døden afkøler kroppen mod omgivelsestemperaturen med en gennemsnitlig hastighed på 0,8–1,2 °C pr. time (1,5–2,2 °F/time), en proces kendt som algor mortis. Denne hastighed er dog meget variabel og påvirkes af flere faktorer.

Vigtigste påvirkende faktorer

• Omgivelsestemperatur: Kolde miljøer accelererer afkøling; varme miljøer bremser den. Gradientet mellem krop og miljø driver hastigheden.
• Kropsstørrelse og sammensætning: Større, tungere kroppe med mere termisk masse afkøler langsommere. Fedtvev isolerer.
• Tøj og dækning: Isolerende lag (tøj, tæpper) beholder varme, bremser faldet.
• Luftbevægelse: Vind, draught eller ventilatorer øger konvektivt varmetab.
• Overfladekontakt: Konduktive overflader (koldt gulv, metal) trækker varme hurtigere end isolerende overflader (madrass, tæppe).
• Tilstand ved døden: Feber, sepsis eller hypertermi hæver starttemperaturen; hypotermi sænker det. Agonisk blødning reducerer termisk masse.

Forensisk estimering af post-mortem interval (PMI)

Efterforskere måler rektal eller lever temperatur (kerneplaceringer) og anvender formler (f.eks. Henssges nomogram) der inddrager miljødata. Dog:

• Algor mortis alene er ikke præcis – brede konfidensintervaller.
• Det kombineres med rigor mortis (muskelstivning), livor mortis (lighed), mave-tømning, entomologi og scenenkontekst for en mere pålidelig PMI-estimat.

Praktisk begrænsning

"Gennemsnitshastigheden" er en populationsniveau-approksimation. Enkelte tilfælde kan afvige markant. Rettsmedicinske patologer bruger flere samstemmende indikatorer, ikke temperatur alene, for at estimere tid siden døden.