Hvorfor mad skal nedbrydes: Fordøjelse, optagelse og energi-udvinding

Makromolekyler – proteiner, kulhydrater og fedtstoffer – er for store til tarmsoptagelse. Fordøjelse hydrolysere dem til optagelige monomerer.

Makronæringsstof-nedbrydning

Makronæringsstof	Enzymer	Endprodukter	Optagelses-sted
Kulhydrater	Amylase (spyt, pankreas), børste-rand disaccharidaser	Glukose, fruktose, galactose	Duodenum/jejunum (SGLT1, GLUT5, GLUT2)
Proteiner	Pepsin (mave), trypsin/chymotrypsin, carboxypeptidaser, børste-rand peptidaser	Aminosyrer, di/tripeptider	Duodenum/jejunum (PepT1, AA-transportere)
Fedtstoffer	Lingual/gastrisk/pankreatisk lipase, galdesalter (emulgering)	Fedtsyrer, 2-monoglycerider, cholesterol	Jejunum (miceller → enterocyt → chylomikroner → lymfe)

Hvorfor nedbrydning er essentiel

1. Optagelse: Kun monomerer og små peptider krydser enterocytter.
2. Energi-udvinding: Mitochondrial oksidation (glukose → ATP; fedtsyrer → β-oxidation; aminosyrer → glukoneogenese/ketogenese).
3. Næringsstof-udnyttelse: Præcursorer til proteinsyntese, neuro-transmittere, hormoner, membraner.
4. Affalds-udskillelse: Ufordøjeligt fiber, galdestoffe, afhudede celler → afføring.
5. Fordøjelses-komfort: Forhindrer osmotisk diaré, opblæsning, bakteriel fermentering af ufordøyede makroer.
6. Individualiseret metabolisme: Optaget pulje allokerer næringstoffer pr. vævs-behov.

Kliniske korrelater

Maldigestion (pankreas-insufficiens, lactase-mangel, galdesyremalabsorption) fører til steatoré, vægttab og mangeltilstande. Behandlet med enzym-erstatning og kost-modificering.