Fibrinogen: Struktur, koagulationsrolle og klinisk betydning

Fibrinogen (Faktor I) er et 340 kDa plasmaprotein lavet i leveren. Det er den essentielle substrat for koagulumdannelse, der binder trombocytaggregation til fibrinnetværksgenerering.

Molekylær struktur

• Dimer af tre parrede kæder: (Aα, Bβ, γ)₂ — seks kæder i alt.
• Centralt E-domæne forbundet via coiled-coil regioner til to D-domæner.
• Plasmakoncentration: 2–4 g/L (200–400 mg/dL).
• Halveringstid ~4 dage; en akut-fase reaktant (stiger ved inflammation).

Konvertering til fibrin

1. Trombin klæver fibrinopeptider A og B fra Aα og Bβ kæderne.
2. Afslører polymerisationssteder ("knopper"), der passer i komplementære "huller" på nabomolekyler.
3. Danner protofibriler → forgrener til et 3D fibrinnetværk.
4. Faktor XIIIa (aktiveret af trombin) krydskobler γ-γ og α-α kæder → uopløseligt, stabilt koagulum.

Rolle i koagulationsbaner

• Fællesbane: Endelig substrat for både intrinsisk og ekstrinsisk trombingenerering.
• Trombocytbro: Fibrinogen binder aktiverede GPIIb/IIIa receptere på nabotrombocyter (primær aggregation).
• Koagulumarkitektur: Fibrintæthed, fibertykkelse og porøsitet bestemmer stabilitet og lyse-modstand.

Klinisk relevans

• Hypofibrinogenæmi (medfødt eller opnået: DIC, leversvigt, massiv transfusion) → blødning.
• Dysfibrinogenæmi (kvalitative defekter) → blødning eller trombose.
• Fibrinogenkoncentrat og cryoprecipitat bruges til målrettet erstatning.

Fibrinogen sidder i krydset mellem koagulation, trombocytfunktion og fibrinolyse – hvilket gør det uundværligt for hæmostase.