Noradrenalin (Norepinefrin): Fysiologi, funktioner og klinisk relevans

Noradrenalin (norepinefrin) er både et hormon (binyrebark) og en neurotransmitter (locus coeruleus, sympatiske postganglionære fibrer). Det er den primære effektor i det sympatiske nervesystem.

Vigtige fysiologiske virkninger

System	Effekt	Reseptor
Kardiovaskulært	↑ Hjertefrekvens, kontraktilitet, ledningshastighed; vaskokonstriktion (hud, splanknisk, renal)	β1, α1
Metabolsk	↑ Glykogenolyse, lipolyse, glukoneogenese; ↑ insulin-hæmning	β2, α2, β3
Respiratorisk	Bronkodilatation	β2
CNS	↑ Vågenhed, vigilans, opmærksomhed, hukommelseskonsolidering; modulerer humør	α1, α2, β1
GI/GU	↓ Motilitet, sekretion; sfinkter-kontraktion; blære-afslapning (detrusor)	α1, α2, β2
Øje	Mydriase (pupil-dilatation)	α1

Stress-respons-integration

Akut stress → locus coeruleus aktivering → noradrenalin-frigivelse → sympatisk udstråling + binyrebark-stimulering (→ adrenalin). Denne "fight-or-flight" kaskade prioriterer overlevelses-funktioner.

Kliniske anvendelser

• Vasopressor: Førstevalg ved septisk chok (MAP mål ≥65 mmHg); titreret til effekt.
• ADHD/Depression: SNRI'er (venlafaxin, duloxetin), NDRI'er (bupropion), atomoxetin øger synaptisk noradrenalin.
• Ortostatisk hypotoni: Midodrin (α1-agonist), droxidopa (noradrenalin-prodrug).
• Lokal anæstesi: Adrenalin tilføjet for vaskokonstriktion → forlænget varighed, reduceret systemisk absorption.

Patofysiologi

Dysregulation involveret i: angstlidelser, PTSD, depression (lav), mani (høj), hjerteinsufficiens (kronisk sympatisk overdrive), feokromocytom (katekolamin-overskud).