Iridologi: Forstå sundhed gennem øjnene

Iridologi, almindeligt kendt som iridodiagnose, er en form for alternativ medicinsk teknik, der bruger farver, mønstre og diverse andre egenskaber ved irisen til at undersøge og evaluere en individuals generelle sundhed. Iridologiens teknik bygger generelt på forudsætningen om, at hvert organ hos mennesker har et tilsvarende område i irisen. Derfor kan deres korrekte funktion undersøges ved simpelthen at undersøge irisen.

Oprindelse af iridologi

Den første anvendelse af iridologi skete omkring det 19. århundrede, da fysikeren Ignaz Peczely tænkte over denne teknik, mens han undersøgte lignende striber hos en patient, han behandlede for et brudt ben, og øjnene på en grib, hvis ben Peczely havde brudt nogle år tidligere. Men folk afviste Peczely's påstande som blot myter og sagde, at sådanne resultater ikke kan reproduceres gentagne gange, og at Peczely's tilfælde bare var en tilfældighed. Iridologi begyndte at få anerkendelse omkring 1960'erne, da den amerikanske kiropraktor Bernard Jensen, som også er forfatter af mange artikler og romaner, begyndte at give klasser om iridologiens teknik på sin unikke måde. Jensen gennemførte også diverse eksperimenter og studier på andre emner såsom hydroterapi og akupunktur.

Metoder anvendt i iridologi

Iridologisk teknik bruger generelt udstyr såsom lommelygter, kameraer, forstørrelsesglas og mikroskoper til at undersøge patientens iris for at opdage enhver vævsforandring, sammen med visse træk såsom uregelmæssig stromal dannelse og pigmentmønstre. Resultaterne sammenlignes derefter med et iriskort, som hjælper med at korrelere de forskellige dele af den menneskelige kroppe med de forskellige zoner i irisen. Et typisk iriskort opdeler typisk irisen i ca. 90 zoner, hver svarende til et andet kropsorgan. Iridologerne mener generelt, at de detaljer, der afspejles af irisen, generelt er ændringer i vævsen i det tilsvarende kropsorganel.

Kritik forbundet med iridologi

Læger har afvist iridologiens teknik, ofte kaldet det for pseudovidenskab. Iridologer, der praktiserer iridologi, er sjældent læger, og iridologi undervises og studeres mest på private instituttioner. Denne teknik undervises ikke på nogen medicinske skoler. De fleste praktiserende læger afviser iridologi som en form for medicinsk behandling, påstande om, at dens succesrate er ret lav, og at det bare er et system fuld af fejl. Læger påstår, at irisen vævser ikke gennemgår mange forandringer under et persons levetid, så det er umuligt at studere vævsforandringer af andre organer i kroppen, når irisen væv ikke ændrer sig.

Videnskabelig forskning forbundet med iridologi

Diverse videnskabelige studier, der er gennemført på iridologi, har mest givet negative resultater, hvilket fører til en situation, hvor iridologer fejldiagnosticerer en vis sygdom på grund af den fejlbehæftede iridologiske teknologi. I 1988 blev 40 patienter fejldiagnosticeret med galdeblæresten, men yderligere medicinske undersøgelser og en diagnose modstridde iridologernes påstande, hvilket førte til en konklusion blandt medicinske praktikere om, at iridologisk teknik ikke er en nyttig teknologi til at opdage og diagnosticere diverse medicinske lidelser.

Regulering og certificering af iridologisk teknik

På grund af de forskellige negative effekter og ulemper ved iridologi, er det ikke reguleret og certificeret af statsorganisationer på tværs af forskellige nationer, herunder USA og Canada.