Hvad var Rosenhan-undersøgelsen?

Oversigt

Rosenhan-eksperimentet, udført af psykologen David Rosenhan i 1970'erne, betragtes som et skelsættende studie, der forsøgte at evaluere validiteten af ​​psykiatriske diagnoser og pålideligheden af ​​psykiatriske evalueringer. Undersøgelsen havde til formål at undersøge, om psykiatriske fagfolk præcist kunne skelne mellem raske personer og personer med psykisk sygdom.

Her er en oversigt over Rosenhan-undersøgelsen:

Metode

a) _Eksperimentdeltagere _:Otte personer, inklusive Rosenhan selv, deltog i eksperimentet. Disse deltagere var alle mentalt raske og havde ingen historie med psykisk sygdom.

b) _Pseudopatient strategi _:Hvert individ, omtalt som en pseudopatient, påtog sig rollen som en patient, der oplever auditive hallucinationer. De brugte pseudonymet "John/Joan Doe" og klagede over at høre stemmer, der sagde ordene "tom", "hul" og "dunk".

Bortset fra dette symptom udviste pseudopatienterne normal adfærd og gav nøjagtige personlige oplysninger.

c) _Optagelsesproces _:Pseudopatienterne søgte indlæggelse på forskellige psykiatriske hospitaler i USA. De kontaktede hospitalet, lavede en tid og præsenterede deres opdigtede symptomer for de psykiatriske fagfolk.

Resultater og resultater:

Resultaterne af Rosenhan-eksperimentet afslørede flere resultater:

a) _Hospitaloptagelse _:Alle otte pseudopatienter blev indlagt på psykiatriske hospitaler i deres respektive stater. På trods af deres tilsyneladende sunde fornuft, indlagde mental sundhedspersonale dem som patienter til yderligere observation.

b) _Mærkning og diagnose _:Efter indlæggelsen fik pseudopatienterne mærker af psykiatriske sygdomme, såsom skizofreni eller manio-depressiv psykose, på trods af at de var tilregnelige og deres adfærd var normal.

c) _Depersonalisering _:Pseudopatienterne bemærkede et skift i, hvordan de blev behandlet af hospitalspersonale og andre patienter. De rapporterede, at de oplevede depersonalisering og et tab af individualitet i det psykiatriske miljø.

d) _Udgivelsesproces _:Den gennemsnitlige liggetid på hospitalerne var over to uger. Under deres ophold opførte pseudopatienterne sig konsekvent med deres oprindelige symptompræsentation. For at blive løsladt skulle de bekræfte deres forpligtelse til at fortsætte den psykiatriske behandling ambulant.

e) _Diagnostisk aftale _:Der var lav grad af enighed blandt psykiatriske fagfolk vedrørende den specifikke diagnose for hver pseudopatient.

f) _Falske positiver _:Undersøgelsen indikerede en høj andel af falske positiver i psykiatrisk diagnose, hvilket tyder på, at mange personer uden psykisk sygdom kan blive fejldiagnosticeret og stemplet som psykisk syge.

g) _Diagnostisk modvilje _:Det blev observeret, at psykiatriske fagfolk var tøvende med at revidere eller trække deres oprindelige diagnoser tilbage, selv når de blev præsenteret for beviser, der modsagde dem.

Betydning

Rosenhan-undersøgelsen rejste vigtige spørgsmål om nøjagtigheden af ​​psykiatrisk diagnose, validiteten af ​​kriterier, der anvendes i psykiatriske vurderinger, og udfordringerne med at skelne mellem normal og unormal adfærd. Undersøgelsen førte til betydelige diskussioner og reformer inden for mental sundhed, der understregede behovet for mere stringente vurderingsmetoder, forbedret patientbehandling og en reduktion af stigmatiseringen forbundet med psykisk sygdom.

Rosenhan-studiet har haft en varig indvirkning på psykologiområdet og forståelsen af ​​diagnoser og behandling af mental sundhed. Dens resultater fortsætter med at forme den igangværende dialog omkring kompleksiteten i at identificere, diagnosticere og håndtere psykiske lidelser.