Urea-gødning: Egenskaber, fremstilling og landbrugsanvendelse

Urea (karbamid) er den vigtigste nitrogenholdige gødning. Hvidt, krystallinsk organisk stof med ~46 % nitrogen. Dannes naturligt ved proteinometabolism hos mennesker, pattedyr, amfibier, nogle fisk. Syntetisk urea produceres fra ammoniak og CO₂. Ca. 1 million pund produceres årligt i USA.

Fremstillingsproces

Opdaget af Hillaire Rouelle (1773). Syntetisk produktion startede 1828. I dag: Dehydrering af ammoniumkarbamat under højt tryk/temperatur i højtryksreaktor.

Fordele

• Højeste nitrogenindhold (46 %) – langt over andre N-gødninger.
• Lav produktionsomkostning (CO₂ fra rå naphtha).
• Ikke brand-/eksplosionsfarlig – sikker opbevaring.
• Egnet til alle afgrøder/jordtyper. Efter opntagelse: kun CO₂ tilbage (uden skade).

Ulemper

• Meget vandopløselig og hygroskopisk (binder vand, gør det utilgængeligt for planter) – kræver god emballage.
• Mindre stabil end andre faste N-gødninger. Nedbrydes ved stuetemperatur (især fugtigt) → ammoniak + CO₂ = tab.
• Hvis urenheder > 2 %: Giftigt for visse afgrøder (især citrus).

Jordtilførsel og placering

• Anvendes ved såtid – må ikke kontakte frø.
• Kan bruges som topdressing.
• Bland med jord/sand før udbringning (høj koncentration).
• Undlad at anvende ved frit vand i jorden eller hvis våd vejr forventes 3–4 dage efter.

Blanding med andre gødninger

• Blander let med monoammoniumfosfat (MAP) eller diammoniumfosfat (DAP).
• Undgå blanding med superfosfat medmindre anvendes straks – urea frigiver vand, skaber klumpet, svært at opbevare/udbringe materiale.