Historie om CPR-terminologi: Fra "mund-til-mund" til "CPR"

Begrebet "CPR" udviklede sig side om side med genoplivningsvidenskaben, og erstattede "mund-til-mund", da forståelsen af hjertestop-håndtering fordjupedes.

Tidslinje

  • 1740: Paris Academy of Sciences anbefaler mund-til-mund ved drunkning.
  • 1956–57: Elam, Safar og Gordon beviser effektiviteten af udådet luft-ventilation (EAV).
  • 1960: Kouwenhoven, Knickerbocker og Jude udgiver lukket-brystkasse-hjertemassage (Johns Hopkins).
  • 1960: Termen "CPR" dukker første gang i medicinsk litteratur (Safar et al.), kombinerer ventilation + kompression.
  • 1962: "A-B-C" sekvens (Luftveje, Åndedræt, Cirkulation) formaliseret.
  • 1963: AHA godkender CPR.
  • 1966: National Research Council-standarder for CPR-træning.
  • 1970'erne: "CPR" bliver universel i offentlig træning (Røde Kors, AHA). "Mund-til-mund" fortsætter i dagligtale for redningsåndedræt alene.
  • 2010: AHA skifter til "C-A-B" (Kompressioner først) for lægfolk; understreger højkvalitets-kompressioner.

Hvorfor "CPR" erstattede "mund-til-mund"

"Mund-til-mund" beskrev kun ventilation. "CPR" (Cardiopulmonary Resuscitation) dækker præcist de to-søjle-intervention: brystkompressioner + redningsåndedræt. Termen afspejler den fysiologiske realitet, at cirkulation er fremherskende, og ventilation understøtter oxygenation.

Genoplivning (CPR)