Omfattende børnepsykiatriske systemer: En 50-årig udvikling

Halvtreds års udvikling

De sidste 50 år har bragt en betydelig udvikling af børnepsykiatriske systemer. Der er opstået et plejesystem, der er mere fællesskabsbaseret og omfattende i sin tilgang. Desuden er en mere langsigtet tilgang til at vedligeholde genopretning fra psykiske problemer skabt.

Vigtige udviklingsområder

1. Dual diagnose – en central udfordring

Ifølge Karen Bellenir ("Mental Health Information for Teens") står en flertallet af unge – og endda yngre børn – over for en dobbeltdiagnose: psykisk lidelse og stoftmisbrug/afhængighed. Et plejesystem skal adressere begge for at gøre genopretning mulig. Psykisk sygdom og stoftmisbrug nærer hinanden: et barn selvmedicinerer en psykisk tilstand med rusmidler, som i sin forværrer symptomerne på den psykiske lidelse.

2. Mindst restriktive miljø (Least Restrictive Environment)

De seneste to årtier har National Council of Juvenile and Family Court Judges og andre organisationer anerkendt vigtigheden af "mindst restriktive miljø". Ved behandling af børn for psykisk sygdom skal enhver anstrengelse gøres for at placere barnet i det mindst restriktive miljø for den faglige bistand.

Indtil midten af 1970'erne blev børn med psykiske problemer ofte placeret på boinstitutioner i måneder eller år. I 1980'erne blev denne praksis i stor grad opgivet og erstattet med "mindst restriktive miljø"-protokollen.

Teorien: børn har bedst chance for genopretning, når de har passende støtte fra sunde mennesker i deres liv. (Selvfølgelig har ikke alle børn relationer til sunde voksne. Derfor findes tilfælde, hvor et barn skal placeres i et mere restriktivt tilbud.)

3. Efterplejeprogrammer – afgørende for varig effekt

Et kritisk element i ethvert børnepsykiatrisk plejesystem er strukturerede efterplejeprogrammer. Selv når en behandling initialt lykkes, bliver genopretningen ofte forringet fravær af støttende og terapeutiske efterplejeprogrammer.

Efterpleje omfatter alt fra individuel rådgivning/terapi til peer-støttegrupper og programmer. En kombination af forskellige tilgange (individuel og gruppeterapi) tjener ofte barnets langsigtede behov bedst.

Konklusion: Et moderne børnepsykiatrisk system bygger på: integreret behandling af dual diagnose, mindst restriktive miljø, og robuste efterplejeprogrammer for varig genopretning.