Histoplasmose diagnostik: Testmetoder og klinisk tilgang

Histoplasmose, forårsaget af Histoplasma capsulatum (dimorf svamp endemisk i Ohio/Mississippi floddale), kræver en multimodal diagnostisk strategi. Intet enkelt test fanger hvert tilfælde.

Diagnostiske modaliteter

1. Antigen-detektion (Foretrukket til akut/dissemineret)

• Urin Histoplasma-antigen (EIA): Sensitivitet >90 % ved disseminere, ~70 % ved akut pulmonal. Krydser med blastomycose, coccidioidomycose.
• Serum/BAL-antigen: Nyttigt hvis urin negativ
• Kvantitative niveauer overvåger behandlingssvar

2. Antistof-serologi

• Komplement-fixation (CF) & immunodiffusion (ID): CF-titrer ≥1:32 antyder aktiv infektion; stigende titrer bekræfter. ID mere specifik (M og H bånd)
• Mindre sensitiv hos immunsupprimerede; kan være negativ tidligt

3. Dyrkning (Guldstandard)

• Sputum, BAL, blod, benmærknog, væv
• Vækster ved 25–30°C som skimmel (tuberkulerede makrokonidier); konverterer til gist ved 37°C
• Uger til resultat; biosikkerhedsniveau 3

4. Histopatologi

• Vævbiopsi (lymfeknude, lever, mærknog, lunge): GMS eller PAS-farvning viser smal-baset spredende gister (2–4 µm) inde i makrofager
• Granulomatøs inflammation typisk

5. Molekylært

• PCR (DNA-sond) på dyrkning eller direkte prøve: hurtig, specifik
• Endnu ikke bredt standardiseret til direkte kliniske prøver

6. Billeddiagnostik

• Bryst-røntgen: diffust retikulonodulært, mediastinal adenopati, hulrum (kronisk)
• CT: træ-i-bud, noduler, "ground glass," mediastinale knuder

Diagnostisk algoritme

1. Klinisk mistanke (eksponering + symptomer)
2. Urin/serum-antigen + serologi (CF/ID) simultant
3. Hvis negativ men høj mistanke → bronkoskopi ± biopsi til dyrkning/histologi
4. Antigen-kvantificering vejleder behandlingsvarighed

IDSA-retningslinjer anbefaler itrakonazol til mild/moderat; liposomal amfotericin B til alvorlig/dissemineret.