Et historisk overblik over encefalitis: Fra oldtid til moderne udbrud

Historie om encefalitis: Fra oldtid til moderne tid

Antikke beskrivelser

• Hippokrates (460–377 f.Kr.): Beskrev "phrenitis" – akut feber med delirium, sandsynligvis encefalitis/meningitis.
• Galen (129–216 e.Kr.): Adskilte "phrenitis" (hjernebetændelse) fra "lethargus" (dyb stupor).

Præ-modern tid

• Epidemisk "sovesyge" (encefalitis lethargica) i Europa 1600'er–1800'er.
• 1817–1917: Flere encefalitis-epidemier linket til influensa, frøser, børneparotitis.

1918 Spansk influensa-pandemi

Første større anerkendte encefalitis-udbrud: "encefalitis lethargica" (von Economo-sygdom) samfaldt med 1918 H1N1-pandemi. ~1 million påvirket globalt; 500.000+ dødsfald. Post-encefalitisk parkinsonisme beskrevet senere.

Viral ætiologi etableret

• 1930'er: Isolering af JEV (1935), St. Louis encefalitis-virus (1933), Vestlig hesteencefalitis (1930), Østlig hesteencefalitis (1933).
• 1940'er–50'er: Vævskultur-teknikker muliggør isolering af HSV, VZV, enterovirus, arbovirus.
• 1960'er: La Crosse, California-serogruppe-virusser identificeret.

Moderne udbrud

• 1999: West Nile-virus dukker op i NYC; spreder sig over Amerika.
• 1998–99: Nipah-virus encefaliti i Malaysia/Singapore (zoonotisk, flagermus→grise→mennesker).
• 2000'er: Enterovirus 71 udbrud i Asien-Stillehav (hånd-fod-mund-sygdom med encefalitis).
• 2010'er: Anti-NMDA-receptor encefalitis anerkendt som stor autoimmun årsag.
• 2020'er: COVID-19-associeret encefalitis (direkte invasion, immun-mediateret, koagulopati).

Udvikling af forståelse

Fra humoral-teorier → mikrobiell årsag → viral isolering → molekylær diagnostik → immunomodulerende terapier. Vacciner (JEV, TBE, hundegale) og vektorkontrol har reduceret byrden, men opstående zoonoser og antimikrobiell modstand udgør løbende udfordringer.