Hvordan talte folk i det 14. århundrede?

Det engelske sprog var i en overgangsperiode i det 14. århundrede. Den angelsaksiske indflydelse var stadig stærk, og sproget var stærkt bøjet. Den normanniske invasion havde dog også bragt fransk indflydelse, og udviklingen af ​​det engelske sprog begyndte at antage en mere moderne form.

Her er nogle af de vigtigste kendetegn ved engelsk i det 14. århundrede:

- Udtale :Udtalen af ​​engelsk var anderledes i det 14. århundrede, end den er i dag. For eksempel blev bogstavet "w" udtalt som et "v", og bogstavet "th" blev udtalt som "dh".

- Ordforråd :Engelsk ordforråd var også anderledes i det 14. århundrede. Mange ord, som vi bruger i dag, blev slet ikke brugt eller havde forskellige betydninger. For eksempel betød ordet "homo" "bekymret" eller "glad".

- Grammatik :Engelsk grammatik var også anderledes i det 14. århundrede. For eksempel var det almindeligt at bruge dobbeltnegativer og at sætte verbet i slutningen af ​​sætningen.

På trods af disse forskelle var engelsk i det 14. århundrede stadig forståeligt for talere af moderne engelsk. Sproget var i færd med at udvikle sig, men det var stadig stort set det samme sprog, som vi taler i dag.

Ud over at være under forandring eksisterede engelsk regionalt i sine talte former. Dette er nogle eksempler på regionalisme på mellemengelsk:

- Nordligt mellemengelsk:

- 'k' udtales som 'ch', f.eks. kirk - '-og' slutning for nuværende participium, f.eks. singand/singande - 'a' udtales ofte som 'o', f.eks. vand

- Sydlig mellemengelsk:

- Udtale af 'oo' som 'oa', f.eks. fod - '-eth' slutning for tredje person ental, f.eks. synger - 'v' udtales som 'f', f.eks. vurst

- Midland mellemengelsk:

- 'v' udtales som 'v'

- Udtale af 'oo' som 'o', f.eks. måne - 'en' slutning for nuværende participium, f.eks. synge