14. århundredes engelsk: Udtale, ordforråd, grammatik og dialekter

Et sprog i overgang

14. århundrede var en afgørende æra for engelsk. Mens dets angelsaksiske kerne forblev, havde normannernes erobring lagt et omfattende fransk ordforråd over en stadig bøjelig germansk grammatik. Resultatet var et sprog, der var genkendeligt som forfader til moderne engelsk, men med markante forskelle i lyd, ordbetydning og syntaks.

Udtale: Lyde der har skiftet

• W som V: Bogstavet w lød ofte som v (fx wif udtalt "veef").
• Th som stemt tand-frikativ: Digrafen th var typisk stemt (som th i "this") snarere end ustemt ("think").
• Åbne vokaler: Middelengelsk a lignede a i "father"; den store vokalskift havde ikke endnu begyndt.

Ordforråd: Ord der skiftede betydning

• Gay – "fri, glad, lykkelig" (ikke "homoseksuel").
• Nice – "dum, uviden" (fra latin nescius).
• Silly – "velsignet, uskyldig" (fra oldengelsk sælig).
• Franske låneord oversvemmende ret (justice, jury), regering (parliament, crown), køkken (beef, mutton, pork), mode (garment, dress).

Grammatik: Bøjninger på tilbagegang

• Dobbelte negationer var standard for vægt (I ne say not = "I siger ikke").
• Verbum-andet (V2) ordstilling almindelig i hovedsætninger; verber ofte sidst i underordnede sætninger.
• Kasus, køn, tal-endinger på substantiver, adjektiver, artikler stadig til stede men eroderer hurtigt.

Regionale dialekter: Tre hovedzoner

Nordlig (Old Norse Indflydelse)

• k → ch: kirk for "church"
• Nutid-deltagende -and: singand
• a → o: wotor for "water"

Sydlig

• oo → oa: foat for "foot"
• 3. person ental -eth: singeth
• Initial v → f: vurst for "first"

Midlands (Basen for Standard Engelsk)

• Bevarede v som v (ingen skift til f)
• oo → o: mone for "moon"
• Nutid-deltagende -en: singen

Kontinuitet med moderne engelsk

Uanset disse forskelle kan en moderne læser fatte kerne af Chaucer eller Wycliffe Bibel med beskedent vejledning. Kernesyntaks, basisordforråd og grammatisk ramme er fundamentalt det samme sprog – blot på et tidligere evolutionært stadium.