"Kolonial feber": 19. århundredes kapløb efter imperier

Udtrykket "kolonial feber" blev præget i 1870 af den tyske politiker Ludwig Bamberger og beskrev den intense europæiske kapløb efter oversøiske kolonier i sidste halvdel af 19. århundrede. Det var ikke kun landgirhed – det var en sammensmelting af økonomiske, ideologiske og geopolitiske kræfter.

Drivende motiver

• Økonomisk: Råvarer (gummi, olie, mineraler), fangede markeder, billig arbejdskraft, investeringsudløb for overskudskapital (Hobson/Lenin-teorier).
• National præstige: Kolonier som status-symboler – Tysklands "plads i solen," Frankrigs "civiliseringsmission," Kiplings "hvide mandes byrde."
• Social Darwinisme: Misbrug af "survival of the fittest" til nationer og racer for at retfærdiggøre dominans.
• Geopolitik: Strategiske havne, kul-stationer, marinebaser; nægtelse af rivaler adgang (Suez, Godthaab, Singapore).
• Demografisk: Bosætningsudløb for overskudsbefolkning (Australien, Canada, Algeriet).

Konsekvenser

Berlin-konferencen 1884–85 partitionerede Afrika. Kolonialisme forankrede global ulighed, udvandt rigdom og forstyrrede samfund. Dekolonisering efter 2. verdenskrig (1945–1975) omformede verdensordenen; dens arv bestå i grænser, økonomier og internationale relationer i dag.