Dengue er den mest udbredte myggebårne virussygdom, med mindst 100 millioner dengue-virusinfektioner årligt verden over. Patienter med dengue-virus kan have et bredt spektrum af symptomer, fra mild feber til livstruende chok-syndrom.
Historie
Diagnosen af akut dengue-virusinfektion bygger primært på tegn og symptomer. De fleste udviklingslande har ikke laboratoriebekræftelse til rådighed. I udviklede lande er sådanne tests typisk kun tilgængelige på specialiserede centre.
Identifikation – serologi
Bekræftelse af akut dengue-infektion sker hyppigst ved serologi. Tester til detektion af viral antigen er tilgængelige udenfor USA og hjælper med tidlig detektion.
Identifikation – IgM immunoassay (MAC-ELISA)
IgM-immunoassay (MAC-ELISA) er det foretrukne test til hurtig bekræftelse. Testen skal gentages mindst 10–14 dage efter, hvis den første test var negativ. Den indledende og den senere prøve analyseres sammen ved hæmagglutinations-hæmning (HI) eller enzym-immunoassays for definitiv serologisk test for akut dengue-infektion.
Identifikation – Serologisk test
Ved serologisk test bruges hyppigst hæmagglutinations-hæmning (HI) assay og IgG eller IgM enzym-immunoassays. En firefold eller større stigning i HI-antistof-titer mellem indledende og senere prøver definerer akut infektion.
Identifikation – Komplementfastning og neutraliserende antistoffer
Komplementfastning og neutraliserende antistof-assays er teknisk mere krævende og bruges kun på specialiserede laboratorier.
Identifikation – Immunoassays
Immunoassays: Detektion af dengue-virus-specifikke IgG-antistoffer har sensitivitet og specificitet på 99 % og 96 % henholdsvis, sammenlignet med HI-assay.
Identifikation – Virusisolering og RNA/protein-detektion
Isolering af dengue-virus eller detektion af viral RNA eller protein i serum eller vævsprøve bekræfter infektion. Men disse assays har begrænset anvendelighed på grund af komplekse teknikker. De udføres generelt til epidemiologiske formål eller klinisk forskning.