Hvad betyder hjertepolarisering?

Hjertepolarisering refererer til de elektriske ladninger, der findes i hjertet. Hjertets elektriske system består af specialiserede celler kaldet nodalceller, som er ansvarlige for at generere og lede elektriske impulser i hele hjertemusklen. Disse knudeceller har en negativ ladning på indersiden og en positiv ladning på ydersiden.

Under et hjerteslag genereres en elektrisk impuls af den sinoatriale (SA) knude, placeret i højre atrium. Denne impuls bevæger sig derefter gennem den atrioventrikulære (AV) node, placeret mellem atrierne og ventriklerne, og derefter til bundtet af His, som deler sig i venstre og højre bundtgrene. Disse grene leverer impulsen til de ventrikulære muskelfibre, hvilket får dem til at trække sig sammen og pumpe blod.

Hjertets elektriske polarisering er afgørende for den koordinerede sammentrækning af hjertemusklen. Når SA-knuden genererer en impuls, depolariserer den, hvilket betyder, at indersiden af ​​cellen bliver mindre negativ og mere positiv. Denne ændring i elektrisk potentiale får impulsen til at sprede sig til naboceller, hvilket skaber en bølge af depolarisering, der rejser gennem hjertet. Når bølgen af ​​depolarisering når de ventrikulære muskelfibre, får den dem til at trække sig sammen.

Den elektriske repolarisering af hjertet sker efter kontraktionsfasen. Under repolarisering vender de elektriske ladninger tilbage til deres oprindelige tilstand, hvor indersiden af ​​cellerne bliver negative igen og ydersiden positiv. Denne proces gør det muligt for hjertemusklen at slappe af og forberede sig på den næste sammentrækning.

Overordnet set er hjertepolarisering en grundlæggende proces, der sikrer den korrekte elektriske ledning og koordineret sammentrækning af hjertemusklen, og derved muliggør effektiv pumpning af blod gennem hele kroppen.