Akut dekompenseret hjerteinsufficiens (ADHF): Behandlinger & håndtering

Akut dekompenseret hjerteinsufficiens (ADHF) er en almindelig årsag til respiratorisk insufficiens. Det skyldes ofte venstreventrikulær dysfunktion, der måske eller måske ikke skyldes andre tilstande, som klapdefekter eller kranspulsåre-sygdom. ADHF forårsager hjerte-kongestion, ødem og lavt kranspulsåre-udslip. Mere end 1 million mennesker indlægges hvert år på grund af ADHF.

Diuretika og inotroper

Traditionelt behandler kardiologer ødem og hjerte-kongestion ved at forskrive et diuretikum. Et diuretikum tvinger nyrene til at producere mere urin, og dermed fjerne ekstra væsker fra kroppen. For at behandle lavt kranspulsåre-udslip forskriver læger ofte et inotrop lægemiddel. Inotroper virker på hjertemuskelen for at øge kraften i hvert hjerte slag.

Begge terapier har ulemper. Diuretika kan forårsage lavt blodtryk, negative ændringer i nyrefunktionen og ubalancer i elektrolyt-niveauer. Inotrope lægemidler kan øge behovet for ilt, når ADHF-patienter allerede kæmper for at få nok. Inotroper kan begrænse blodtilførslen til hjertet og forstyrre regelmæssige hjerte slag, hvilket forårsager arytmi.

Levosimendan

Levosimendan er et lægemiddel i calcium-sensitiser-klassen, der i øjeblikket er reserveret som en andenlinje-terapi for patienter, der ikke har respons på inotroper og diuretika. Levosimendan øger kardiak kontraktion og afslapper glat muskelvæv i hjertet for at tillade artærer at dilatere for øget blodgennemstrømning. Det administreres intravenøst. I flere kliniske forsøg producerede Levosimendan ikke de bivirkninger, der er forbundet med inotroper og diuretika.

Ultrafiltration

Videre studier af ADHF ledte til opdagelsen af, at der er et link mellem hormoner fra hjernen og hjerteinsufficiens. Læger opdagede også, at ADHF er en heterogen forstyrrelse (flere årsager til samme sygdom), snarere end tilskriveligt en enkelt defekt eller dysfunktion. Nogle kardiologer ændrer måden, de behandler ADHF på, baseret på denne nyere information. Disse læger bruger perkutane enheder (en proces, hvor indre organer adgangs via en nåle indsat gennem huden, som en IV-linje til hjertet) for at forbedre nyrefunktion og kardiak output. Ultrafiltration er en sådan metode. UF tillader større væske- og natriumfjernelse. I modsætning til nyredialyse, der virker via diffusion, er UF baseret på konvektion og mindre sandsynlig at forårsage metabolisk forstyrrelse. Yderligere studier kræves, før disse metoder vil blive implementeret som den nye førstelinje-behandling.