AZT: Historien og indvirkningen af det første HIV-antiretrovirale lægemiddel

Det første antiretrovirale lægemiddel til brug i behandling af HIV (et retrovirus), var azidothymidine, bedre kendt under dets akronym AZT. Azidothymidine er også kendt som zidovudine og sælges under flere varemærker, herunder Retrovir.

Historie

• AZT blev godkendt til brug hos voksne HIV-patienter af Food and Drug Administration (FDA) i 1987, og til brug hos børn med HIV i 1990. Ifølge University of California, San Francisco, blev lægemidlet godkendt til at hjælpe med at stoppe HIV-overførsel fra gravide kvinder til deres børn i 1994.

Producent

• Det farmaceutiske selskab GlaxoSmithKline havde et patent på AZT indtil 2005. Siden da, ifølge University of California, San Francisco, er et antal generiske former af lægemidlet fremstillet og godkendt.

Effekter

• Ifølge Encyclopedia Britannica bruger HIV et enzym kaldet reverse transcriptase til at lave viral DNA ud af dets egen RNA. Dette virale DNA integrerer sig så i værtscellernes DNA. AZT er kendt som en reverse transcriptase hæmmer, fordi det målretter reverse transcriptase-enzymet.

Egenskaber

• HIV bliver hurtigt modstandsdygtig over for behandling med kun AZT, så det gives i kombination med andre mediciner for at reducere denne risiko. At tage flere antiretrovirale mediciner er en behandlingsplan kendt som highly active antiretroviral therapy, eller HAART.

Bivirkninger

• Encyclopedia Britannica rapporterer, at AZT er blevet linket til bivirkninger som muskelskade, træthed, en generel syg følelse, anæmi, kvalme og opkastning. Sjældne bivirkninger inkluderer en opsamling af mælkesyre i kropsvæsker og fedt i leverceller.