Alzheimers kendetegn: Neurofibrillære forvirringer og amyloid-plakker forklaret

Den patologiske diagnose af Alzheimers sygdom (AD) hviler på to kendetegnende læser i hjernevæv: neurofibrillære forvirringer (NFTs) og senile (amyloid) plakker.

Neurofibrillære forvirringer (Intracellulære)

• Sammensætning: Hyperfosforyleret tau-protein aggregerer til dobbelthelikale filamenter (PHF'er).
• Placering: Initialt i transentorhinal cortex → hippocampus → neocortex (Braak stadier I–VI).
• Effekt: Forstyrrer mikrotybule-stabilitet → forstyrret axon-transport → synaptisk fiasko → nevron-død.
• Korrelation: NFT-byrde korrelerer bedre med kognitiv nedgangs alvorlighed end amyloid.

Senile plakker (Ekstracellulære)

• Sammensætning: β-amyloid (Aβ) peptider (Aβ42 > Aβ40) aggregeret til fibriler, omgivet af dystrofiske neuriter, mikroglia, astrocytter.
• Placering: Neocortex, hippocampus, basal ganglia, cerebellum (Thal-faser).
• Effekt: Synaptisk toksicitet, neuroinflammation, oxidativ stress, vaskulært amyloid (CAA).
• Genetisk link: APP, PSEN1, PSEN2-mutationer → tidlig-debut familie AD via øget Aβ42-produktion/aggregation.

Diagnostisk virkelighed

• Definitiv AD-diagnose = histopatologi (postmortem eller biopsi).
• Klinisk diagnose = „sandsynlig AD“ baseret på syndrom + biomarkers (CSF Aβ42/tau, amyloid PET, tau PET, MRI atrofi).
• Disse læser forekommer også ved normal aldering, PART (primær aldersrelateret tauopati), cerebral amyloid angiopati og andre demenser – kontekst betyder noget.

Terapeutiske mål: amyloid (lecanemab, donanemab), tau (anti-tau antistoffer), neuroinflammation. Tidlig intervention er den herskende paradigme.