Hjerte og nervesystem: Autonom kontrol af hjertefunktion

Hjertet er ikke en del af nervesystemet, men det er rigeligt innerveret og reguleret af det autonome nervesystem (ANS).

Autonom kontrol

• Sympatisk (thorakolumbal): Øger hyppighed (positiv kronotropi), kontraktilitet (inotropi), ledningshastighed (dromotropi) via noradrenalin på β₁-adrenerge reseptorer. Midleret af hjerte-accelerator-nerven og binyremedulla (adrenalin).
• Parasympatisk (kraniosakral – vagusnerve): Nedsætter hyppighed (negativ kronotropi), forsinker AV-ledning via acetylcholin på muskarinske M₂ reseptorer. Dominant i hvile.

Indbygget ledningssystem

• SA-node (pacemaker) → forhøjder → AV-node → His-bundt → bundtgrene → Purkinje-fibre → kamre.
• Autonom input modulerer SA-node automatisme og AV-nodal ledning.

Reflekser og højere centre

• Barorefleks (carotis-sinus, aortabue) → hurtige BT/HR-justeringer.
• Kemorefleks (O₂, CO₂, pH).
• Kardiopulmonale reflekser.
• Hypotalamus, insula, anterior cingulate integrerer følelsesmæssige/adfærdsmæssige indflydelser.

Klinisk relevans

• Autonom dysfunktion (diabetisk neuropati, POTS, rent autonomt svigt) → ortostatisk intolerans, arytmier.
• Denerveret hjerte (transplantat) pålægger cirkulerende katecholaminer; kronotrop inkompetence.
• Beta-blokkere, calciumkanal-blokkere, ivabradin modulerer autonome effekter terapeutisk.

Hjertet fungerer som en effektor-organ eksquisit afstemt af ANS for at opfylde metaboliske behov øjeblikkeligt.