Forstå gigt-diagnostik med radiologi: Røntgen og ledsundhed

Radiologi som diagnostisk værktøj

Gigt refererer til inflammation af led. Radiologi (røntgen) er et værktøj til at diagnosticere gigt, bestemme type og måle sygdomsalvorlighed.

Fordeling af gigt i hænderne

Ved reumatisk gigt er de "proksimale" områder af hånden (tættest på håndledet) mest ramt, sammen med håndledet selv. Ved osteoartritis er de mere "distale" led i fingrerspidsene involveret. Gigt vises på røntgenbilleder som hævede knogelområder eller huller i knoglen kaldt "erosioner".

Scoringsystemer

Fra 1970'erne udvikledes forskellige scoringsystemer til at bestemme omfanget af ledskade observeret på røntgenbilleder. Scoren var ment til at korrelere med forventet ledfunktion og klinisk udgang. I dag behandler computersoftware billeder automatisk og producerer scores, der er mindre sårbare for brugerbias.

Subtile forskelle og supplerende metoder

Selvom radiologi er standard i gigt-diagnostik, kan forskelle mellem gigttyper være subtile. Andre teknikker er i brug eller under udvikling: magnetresonansscanning (MRI) og ultralyd. Disse kan vise bløddelsbetændelse og tidlige ændringer, som røntgen ikke fanger.

Danske anbefalinger

• Røntgen forbliver førstevalg ved mistanke om gigt
• MRI ved tvivl om tidlig inflammatorisk aktivitet
• Ultralyd som supplement til dynamisk vurdering og vejledet injektion
• Scoringsystemer (Sharp/van der Heijde, Larsen) bruges i kliniske studier og specialiserede afdeling