Fødevarerallergi-test: En guide til metoder, fortolkning og faldgruber

Diagnostik af fødevarerallergi kræver integration af en detaljeret klinisk anamnese med objektiv testning. Ingen enkelt test er perfekt; en allergologs ekspertise er essentiel for at undgå overdiagnostik og unødvendige kostbegrænsninger.

Testmetoder

1. Pricktest (SPT): Allergenekstrakt introduceres i epidermis. En hvede ≥3 mm større end negativ kontrol antyder sensibilisering. Høj sensitivitet, lavere specificitet. Resultat på 15–20 minutter.
2. Serum Specifik IgE (sIgE) Blodprøve: Kvantificerer allergen-specifikt IgE (kU/L). Brugbart, når SPT er kontraindiceret (alvorlig eksem, antihistaminbrug, anafylaxirisiko). Komponent-opløst diagnostik (CRD) identificerer specifikke proteiner (f.eks. Ara h 2 for jordnød), forbedrer specificitet.
3. Oral Fødevarerprovokation (OFC): Guldstandarden. Trinvis indtagelse under medicinsk overvågning. Diagnosticerer eller udelukker allergi definitivt. Ressourcekrævende; bærer reaktionsrisiko.
4. Eliminationsdiæt + Provokation: Fjern mistænkt fødevare i 2–4 uger, derefter genindførelse. Hjælpsom ved ikke-IgE-medierede lidelser (FPIES, EoE) eller tvetydige testresultater.

Kritiske overvejelser

• Sensibilisering ≠ Allergi: En positiv test uden kliniske symptomer indikerer kun sensibilisering. Overdiagnostik fører til unødvendig undgåelse og ernæringsmæssig/social skade.
• Kontekst er kongen: Anamnese guider testudvalg og fortolkning.
• Aldrig selvtest: Over-the-counter IgG-tester er ikke valideret til diagnostik af fødevarerallergi og fører ofte til falske konklusioner.

Se en board-certificeret allergolog for en præcis diagnose og personlig håndteringsplan.