Japansk akupunktur (Shinkyu): Særtræk vs. TCM

Japansk akupunktur (Shinkyu, 鍼灸) skilte sig fra kinesiske rødder i 3. århundrede, udviklet distinkt teori og teknik.

Vigtigste forskelle fra TCM

Domæne	TCM	Japansk (Shinkyu)
Diagnostik	Visuel: tunge, ansigt, puls (28 kvaliteter)	Palpations-fokuseret: abdomen (Hara), meridianer, reaktive punkter
Nåle	Tykkere (0,25–0,35 mm), dybere insertion	Tyndere (0,12–0,20 mm), overfladisk (1–3 mm), guide-rør
Teknik	Deqi (smerte, ustråling) søgt	Blid, minimal sansning; "smerteløs akupunktur"
Teoretisk vægt	Zang-fu, 5 Elementer, 8 Principper	Hara (abdomen) som diagnostisk/terapeutisk center; Ki (Qi) flow-palpation
Moxibustion	Brugt, diverse former	Central: direkte (ris-korn), indirekte, Kyutoshin (nåle-hoved)
Specialisering	Bred: akut, kronisk, intern, ekstern	Historisk: kronisk smerte, strukturel, Ki-regulation

Vigtige stilarter

• Meridian-terapi (Keiraku Chiryo): Puls/abdomen-diagnostik; rod + gren behandling.
• Toyohari: Ikke-insertions-kontakt-nåling; blinde praktikers-linje.
• Manaka: Ion-pumpe-snore, polaritets-balancering.
• Shonishin: Pædiatrisk ikke-insertion (tapning, skrabning-værktøjer).

Modern praksis

Integreret i japanske hospitaler; voksende global anerkendelse for blid, præcis tilgang. Nationalt licenseret (Hari-shi, Kyu-shi).