KOL og alveolær destruktion: Emfysem-patofysiologi

Alveolær hæfte-destruktion ved emfysem

Emfysem, en kerne-fenotype af KOL, defineres ved permanent forstørrelse af luftrom distalt til terminale bronchioler med destruktion af alveolære vægge.

Strukturelle komponenter der destrueres

• Alveolære septa: Tynde vægge (type I pneumocyter, kapillær-endotel, basalmembran) der adskiller nabo-alveoler.
• Alveolære hæfter: Bindevævs-fibre (kollagen, elastin) der ankrer alveolære gange til bronchioler og pleura – opretholder radial traktion på små luftveje.
• Lungeskapillærer: Tabt med septal destruktion → reduceret gasudvekslings-overflade.

Destruktionsmekanisme

1. Indåndede irritanter (røg, forurening) rekrutterer neutrofiler og makrofager.
2. Inflammatoriske celler frigiver proteaser: neutrofil elastase, matrix metalloproteaser (MMP-9, MMP-12), cathepsiner.
3. Protease-antiprotease ubalance: α₁-antitrypsin-mangel (genetisk) eller oxidativ inaktivering (rygning) → uhindret proteolyse.
4. Elastin/kollagen nedbrydning → tab af elastisk rekyl → luftvejskollaps ved udånding (dynamisk luftvejskompression).
5. Sammanvæsning af alveoler → store bullæ, reduceret overfladeareal (~50–80% tab).

Funktionelle konsekvenser

• V/Q mismatch → hypoksemi, hyperkapni (sent).
• Øget arbejde ved åndedræt, åndedødighed.
• Lungehypertension → cor pulmonale.

Behandlingsimplikationer

• Rygningsophør: eneste intervention der bremser progression.
• Bronkodilatatorer (LAMA/LABA) reducerer dynamisk hyperinflation.
• Lungevolum-reduktion kirurgi/ventiler til udvalgte øverste-lobe prædominerende sygdom.
• α₁-antitrypsin-augmentation for deficiente patienter.

Alveolær destruktion er irreversibel; forebyggelse og tidlig intervention er afgørende.