Behandlingsmodstandende Skizofreni: Definition, Årsager og Evidensbaserede Tilgange

Behandlingsmodstandende skizofreni (TRS) påvirker ca. 30 % af individer med skizofreni. Det defineres ved vedvarende positive symptomer (hallucinationer, vanvid) og/eller negative symptomer (avolition, flad affekt, social trækning) trods adækvate prøver på mindst to forskellige antipsykotika i terapeutiske doser i tilstrækkelig varighed (typisk 6–8 uger hver).

TRS er forbundet med større funktionsinvaliditet, kognitiv forringelse, reduceret livskvalitet og højere sundhedsudnyttelse. Bidragende faktorer inkluderer genetiske polymorfismer (f.eks. DRD2, COMT), sygdomskronisitet, stoflmisbrug-komorbiditet, medicin non-adhærens og utilstrækkelige tidligere behandlingsstrategier.

Evidensbaserede behandlingstilgange

1. Optimer antipsykotisk terapi: Sikre adækvat dose/varighed; skift til anden mekanisme (f.eks. dopamin-partiel agonist som aripiprazol eller brexpiprazol).
2. Clozapin – guldstandarden: Overlegen effektivitet til TRS. Kræver obligatorisk ANC-overvågning (ugentligt ×6 mdr, så 14-dages, så månedligt) for neutropeni/agranulocytose-risiko. Overvåg også for myocarditis, krampetanke, metaboliske effekter, forstoppelse.
3. Augmentationsstrategier: Tilsætningsagenter med nogle beviser: stemningsstabilisatorer (valproat, lamotrigin), antidepressiva (til komorbid depression/negative symptomer), glutamat-modulatorer (memantin, NAC – eksperimentelt), anti-inflammatoriske (minocyclin, acetylsalicylsyre – adjunktiv).
4. Langvarig injicerbart (LAI) antipsykotika: Sikre adhærens; kan forbedre resultater hos delvis/ikke-adhærente patienter.
5. Elektrokonvulsiv terapi (EKT): Effektiv til TRS med fremtrædende katatoni, alvorlig selvmordstendens eller medicin-intoleranse.
6. Omfattende psyko-sociale interventioner: KBT for psykiatri (KBT-p), kognitiv rehab, støttet beskæftigelse/uddannelse (IPS), familie-psykoedukation, social færdighedstræning, påstanden community treatment (ACT).

TRS kræver et tværdisciplinært team (psykiater, psykolog, socialrådgiver, sagsbehandler, peer-specialist) til individualiseret, genopretningsorienteret pleje. Løbende overvågning, fælles beslutningstagning og langsigtet engagement er essentielle for meningsfuld funktionsforbedring.