Forståelse af dysleksi: Psykologiske teorier og forskning

Dysleksi – en dårligt forstået tilstand

Dysleksi er en dårligt forstået tilstand, der generelt betragtes som en læringsforstyrrelse. Dens rodårsag forbliver ukendt, og teorierne om den afspejler denne usikkerhed, selvom der troes at være et genetisk link og strukturelle forskelle i dyslektikernes hjerne. Det er primært en forstyrrelse, der påvirker behandling af skrevet sprog. Psykologiske teorier vedrørende dysleksi diskuteres nedenfor, selvom det bør bemærkes, at nogle teorier stærkt bygger på forskningsmodaliteter, der er mest passende for videnskabelig psykologi snarere end kognitiv psykologi.

Evolutionshypotese

Evolutionshypotesen antyder i bund og grund, at læsning er en så ny funktion i menneskelig udvikling, at det kan betragtes som en abnorm handling. Som sådan er forskellene mellem en fremragende læser og en dårlig læser bare naturlige variationer i hjerne, der har netop – i evolutionære termer – taget færdigheden at læse.

Magnocellulær teori

Magnocellulær teori forsøger at give en forklaring på den hele konstellation af mulige dysleksi-symptomer. Den hævder, at alle symptomer stammer fra et deficit i hjernens magnocellulære systemer. Selvom magnocellulære systemer typisk diskuteres i forbindelse med visuelle data, hævder teorien, at de er opgaven med at behandle store mængder grove sansemæssige data fra alle områder.

Fonologisk hypotese

Den fonologiske hypotese hævder, at der er en funktionsnedsættelse i dyslektikernes evne til at gemme, hente og repræsentere fonemer (de grundlæggende enheder af tale). Da læsning ofte undervises ved hjælp af fonetiske metoder, vil en uevne til at binde fonemer til graphemer (de grundlæggende enheder af skrift) forhindre dyslektikeren i at forstå det skrevne ord.

Cerebellær teori

Den cerebellære teori påstår, at der er en funktionsnedsættelse af lillehjernen, som er ansvarlig for motorisk kontrol og automatisering af overlerte opgaver (dvs. læsning). Dårlig motorisk kontrol kan påvirke articulation, hvilket negativt kan påvirke fonologisk repræsentation. Dette kan i sin tur forhindre dyslektikeren i at danne passende forbindelser mellem fonemer og graphemer.

Perceptuel visuel-støj-eksklusionshypotese

Den perceptuelle visuelle-støj-eksklusionshypotese påstår, at de symptomer, dyslektikere lider, stammer fra en underudviklet evne til at filtrere perceptuelle data passende. I essens kan dyslektikeren ikke skelne mellem vigtig visuelt/auditivt stimulus og ikke-vigtig visuelt/auditivt stimulus.