Hvordan stråleterapi påvirker jernniveauer og forårsager anæmi

Stråleterapi kan føre til jernmangel og anæmi gennem flere sammenhængende mekanismer. At forstå disse baner hjælper klinikere med at overvåge og håndtere blodhelbred under og efter behandling.

Vigtigste mekanismer

1. Knoglemarvundertrykkelse: Strålefelt, der dækker bækken, rygrad, ribben eller brystben, bestråler aktivt marv, reducerer røde blodlegemers produktion (normocytær/normokrom anæmi). Doser over 20–30 Gy forårsager signifikant myeloundertrykkelse.
2. GI-mukositet og malabsorption: Abdominal eller bækkenstråling skader duodenum- og jejunum-mukosa, forringer absorption af både heme- og non-heme-jern. Kronisk blødning fra stråleproktitis eller enteritis udtømmer yderligere jerndepoter.
3. Inflammationsdrevet jernsequestrering: Stråling udløser cytokin-frigivelse (IL-6, TNF-α), som øger hepcidin. Hepcidin nedbryder ferroportin, fanger jern i makrofager – skaber funktionel jernmangel trods tilstrækkelige depoter.
4. Reduceret nutritionelt indtag: Odynofagi, kvalme, og smagsforandringer fra behandling kan sænke kostjernindtaget.

Overvågning og håndtering

• Tjek CBC, ferritin, transferrin-sætning (TSAT), og CRP hvert 1–3 måned under og efter stråling.
• Oralt jern hvis ferritin <100 ng/mL eller TSAT <20% – men GI-toksicitet kan begrænse tolerancen.
• IV-jern (ferrik karboksymaltose, jern-sukrose) omgår absorptionsproblemer og virker godt i inflammatoriske tilstande.
• Erytropoese-stimulerende agenser (ESA'er) hvis hemoglobin <10 g/dL under kemoterapi/stråling, ifølge retningslinjer.
• Behandl aktiv blødning (f.eks. endoskopisk argon-plasma-koagulation for stråleproktitis).

Tværfaglig koordinering mellem stråleonkologi, hematologi, gastroenterologi og ernæring optimerer hemoglobin-niveauer og livskvalitet.