Stafylokok-infektioner hos katte: Transmission, symptomer og veterinær pleje

Staphylococcus aureus kan inficere katte, selvom mindre almindeligt end hos mennesker. Transmission er typisk menneske-til-kat (omvendt zoonose) via direkte kontakt med inficerede hudforandringer eller kontaminerede fomites.

Kliniske præsentationer hos katte

• Overfladisk pyodermi: Pustler, papler, skørber, epidermale kollaretter (cirkulære forandringer med skælende kanter).
• Dyb pyodermi: Furunkulose, cellulitis, abscesser (smertefulde, fluktuerende svulster).
• Otitis eksterna: Øregangsbetændelse, udskillelse, lugt.
• Sårinfektioner: Post-operativt eller traumatiske.
• Sjældne systemiske: Bacteremi, septisk artritis, osteomyelitis, endokardit (immunundertrykkede katte).

Diagnostik

• Cytologi (tape prep, aftrykssmør): Kokker i neutrophiler.
• Dyrkning & følsomhed: Essentielt for resistente stamme (MRSA/MRSP — S. pseudintermedius er mere almindelig hos hunde; katte får oftere S. aureus eller S. felis).
• Biopt ved dybe/ureagerende tilfælde.

Behandling

• Topikal: Chlorhexidin/mikonazol-shampoer, spray, mousser (2–3×/uge) – hjørnesten for overfladisk pyodermi.
• Systemiske antibiotika: 3–4 uger for overfladisk; 6–8+ uger for dyb. Baseret på dyrkning: cefalexin, klindamycin, doxycyklin, TMS. Undgå fluorokinoloner som førstevalg.
• Adresser underliggende årsag: Allergier (atopi, føde), parasitter, endokrine (hyperthyreose, Cushing's), immunundertrykkelse.
• Miljømæssig dekontaminering: Vask sengedække, rens overflader.

Zoonotisk risiko

Lav men reel. MRSA kan overføres kat→menneske. Immunundertrykkede ejere bør undgå kontakt med forandringer, bruge handsker ved topikal behandling, praktisere håndhygiejne. De fleste felinske Staphylococcus arter er værtsadaptede og mindre patogene for mennesker.

Hvornår man skal se en dyrlæge

Ved uforklarlige hudforandringer, overdreven kløe, hårtab, lugt eller ikke-lægende sår. Tidlig behandling forhindrer dyb infektion og resistensudvikling.