Hvad Vibrio cholerae spiser: Miljømæssig ernæring af kolera-bakterien

Naturligt reservoar og næringskilder

Vibrio cholerae er en halofil, Gram-negativ bakterie hjemmehørende i brackish og kystnære vande. Dens miljømæssige diæt er overraskende specifik og forklarer meget om dens økologi og epidemiske mønstre.

Primære kulstof- og energikilder

• Kitin: Et polymer af N-acetylglucosamin fra krustaceer eksoskeletter (copepoder, zooplankton). V. cholerae udtrykker kitinaser, der tillader det at bruge kitin som eneste kulstofkilde.
• Alge-eksudater: Opdøst organisk materiale (DOM) fra fytoplankton-blomstringer – herunder sukkerer, aminosyrer og organiske syrer.
• Zooplankton-associationer: Bakterien koloniserer copepod ægsekker og overflader, vinder næring, beskyttelse og spredning.
• Fækalt organisk materiale: I forurenede vande udnytter den næring fra menneskelige og dyr afføring.

Overlevelsesstrategier

• Livsdygtig men ikke-dyrkningsbar (VBNC) tilstand: Under stress (kolde, sult) træder bakterien i en dormant tilstand og genopretter, når næring vender tilbage.
• Biofilm-dannelse: På kitinose overflader, fytoplankton, sedimenter.
• Horisontal genoverførsel: På kitin indusceres naturlig kompetence, så bakterien kan opnå virulensgener (som CTXφ-fagen, der koder for kolera-toxin).

Økologisk betydning

Kitin-udnyttelse knytter V. cholerae direkte til zooplankton-blomstringer, hvilket forklarer det sæsonale mønster af kolera-epidemier. Klimaforandringer, ved at opvarme kystvande, udvider bakteriens levested og potentielt øger udbrudsrisiko.