Rabies-vacciner: Typer, forebyggelse og hvad du skal vide

Rabies-vacciner – to hovedtyper

Rabies er en viralsygdom, der inficerer både ville og tamme dyr (flagermus, hunde, skunk, vaskebjørn). Virus overføres via spyt, typisk bid og klør. Ved symptomdebut kan det blive dødelig. Der findes to hovedtyper af rabies-vacciner: nervvævs-vaccine og HDCV.

Nervvævs-vaccine

• Gives som serie af intramuskulære injektioner (typisk i deltoideus).
• Fremstillet fra inaktiveret virus dyrket i får- eller gedebrain.
• Ældre teknologi, lavere effektivitet, flere bivirkninger, hyppigere dosering.
• Billigere – mere praktisk i udviklingslande med høj rabies-eksponering.

HDCV (Human Diploid Cell Vaccine)

• Også inaktiveret virus, men høstet fra humane diploide celler.
• Mest brugt i Nordamerika og Europa.
• Højere effektivitet, færre bivirkninger, længere varighed.

For- og dele

Nervvævs-vaccin er den mere primitive type. Lavere effektivitet, flere bivirkninger, hyppigere dosering. Men markant billigere – derfor foretrukket i ressourcebegrænsede lande med høj rabies-incidens.

Anvendelse til post-eksponering

Rabies-vacciner kan bruges til:

1. Forebyggelse af fremtidig infektion (præ-eksponering)
2. Forebyggelse af sygdomsudvikling efter infektion (post-eksponering/PEP)

PEP-protokol: Inficerede skal først tage en dosis rabies-immunoglobulin (RIG) (blodprodukt til øjeblikkelig immunbeskyttelse), efterfulgt af en serie vaccinationsstik.

DNA-vacciner (fremtidig)

Forskere udvikler DNA-vacciner, der kun bruger DNA-strenge uden ekstra bæreviruser/proteiner. Vist højt effektive og billige i dyreforsøg, men human vaccine er endnu ikke tilgængelig.

WHO anbefaling (2018): Præ-eksponering: 2-doser regime (dag 0, 7) er nu acceptabelt. Post-eksponering: 1-uget regime (dag 0, 3, 7) + RIG eller intradermalt sparing-regime.