Kloramfenikol: Virkningsmåde, anvendelse & sikkerhedsmæssige bekymringer

Kemi

Kloramfenikols kemiske formel er C11H12Cl2N2O5. Da det har et neutralt pH, kan det bevæge frit gennem cellemembraner og ind i vitale organer, hvilket gør det kemisk fleksibelt og i stand til at angribe et bredt spektrum af bakterier. Kemien gør også, at antibiotikummet let nedbrydes i kroppen og udskilles gennem urin.

Historie

Forskere isolerede kloramfenikol fra bakterien Streptomyces venezuelae i 1947 og fandt det virkningsfuldt mod stærke, antibiotikaresistente bakteriestammer. Det var ekstremt effektivt mod typhusepidemier og blev masproduceret fra 1948. Men allerede i 1950 kendte videnskabsmenigheden til de alvorlige bivirkninger, og læger stoppede brugen til mennesker.

Effekt på bakterier

Kloramfenikol dræber bakterier ved at angribe deres evne til at producere proteiner. Når bakterier forsøger at lave proteiner i ribosomerne, forhindrer kloramfenikol korrekt sammensætning – enten dræbes bakterien eller den forhindres i at dele og forøge sig. Pattedyr og fugle ribosomer virker uberørte.

Bivirkninger

• Benmargsdepression – reducerer benmargs vækst og funktion
• Plastisk anæmi (mest farlig): forhindrer benmargen i at producere nye celler til at opfylde blodcellerne
• Grå baby-syndrom: foster/nyfødt kan ikke behandle kloramfenikol indtaget af moren → benmargsproblemer hos babyen
• Kloramfenikol anses for at være kræftfremkaldende (karzinogent)

Anvendelse

Kloramfenikol bruges kun til mennesker, hvis bakterier er resistente over for andre, mindre farlige antibiotika. Men da hunde, katte og fugle ikke lider de samme benmargsbivirkninger, er det et almindeligt oralt antibiotikum for dyrelæger. Anvendes hos kæledyr ved lungebetændelse, intracellulære parasitter (chlamydia, rickettsia) eller bakterier i centralnervesystemet, øjne eller prostata.