Hvad er de diagnostiske procedurer for HIV?

Diagnostiske procedurer for HIV

HIV-infektion kan diagnosticeres gennem forskellige laboratorietests, der påviser tilstedeværelsen af ​​HIV-antistoffer, antigener eller viralt genetisk materiale (RNA eller DNA) i en persons blod, oral væske eller andre kropsvæsker. De specifikke tests, der anvendes, kan variere baseret på infektionsstadiet, individuelle omstændigheder og tilgængeligheden af ​​testmetoder. Her er nogle almindeligt udførte diagnostiske procedurer for HIV:

1. HIV-antistoftest:

- Hurtig HIV-test: Dette er en point-of-care test, der giver hurtige resultater inden for få minutter. Den registrerer tilstedeværelsen af ​​HIV-antistoffer i blod-, oralvæske- eller spytprøver. Hurtige tests bruges ofte til indledende screening og kan udføres i forskellige omgivelser, herunder klinikker, hospitaler og samfundsbaserede organisationer.

- Enzym-Linked Immunosorbent Assay (ELISA): ELISA-tests bruges almindeligvis til at bekræfte resultaterne af hurtige tests. De detekterer tilstedeværelsen af ​​HIV-antistoffer i blodprøver og er meget følsomme og specifikke for HIV-1- og HIV-2-antistoffer.

2. HIV antigen/antistof kombinationstest:

Disse tests påviser samtidig både HIV-antistoffer og p24-antigenet, som er et viralt protein produceret under tidlig HIV-infektion. Kombinationstests giver en hurtigere diagnose sammenlignet med antistoftests og kan hjælpe med at identificere nylige HIV-infektioner.

3. HIV-1 RNA (viral belastning) test:

Viral load test måler mængden af ​​HIV-1 RNA (viralt genetisk materiale) i en persons blod. Det bruges til at overvåge progressionen af ​​HIV-infektion, vurdere behandlingseffektivitet og træffe informerede kliniske beslutninger. Viral belastningstest spiller også en rolle i at forhindre mor-til-barn-overførsel af HIV.

4. HIV-1 DNA (Proviral DNA) test:

Proviral DNA-test måler mængden af ​​HIV-1 DNA integreret i DNA'et fra inficerede celler. Denne test bruges primært i forskningsmiljøer og specialiserede kliniske evalueringer.

5. Western Blot-test:

Western blot-testen er en bekræftende test, der bruges i nogle indstillinger for at give yderligere beviser for HIV-infektion, når de indledende antistoftest er inkonklusive eller tvetydige. Det detekterer specifikke HIV-antistoffer mod forskellige virale proteiner.

6. Point-of-Care-tests (POCT):

POCT-enheder er bærbare, selvstændige testplatforme, der kan give hurtige resultater på plejestedet, selv i ressourcebegrænsede indstillinger. De er designet til brug uden for traditionelle laboratoriemiljøer, såsom i mobile klinikker eller lokale sundhedscentre.

7. Test af tørret blodpletter (DBS):

DBS-test involverer at samle en lille mængde blod på et filterpapir. Denne metode bruges almindeligvis til HIV-testning hos nyfødte, spædbørn og i omgivelser, hvor blodopsamling kan være udfordrende eller usikker.

Det er vigtigt at bemærke, at de specifikke diagnostiske procedurer for HIV kan variere baseret på regionale protokoller, kliniske retningslinjer og tilgængeligheden af ​​ressourcer. Derudover bør passende rådgivning og støtte ledsage HIV-testning for at sikre korrekt forståelse, fortolkning af resultater og kobling til pleje og behandlingstilbud.