Plasma vs. Serum: Den kritiske forskel for laboratorieprøver

Kerneskellet

Plasma er den flydende komponent af blod (≈55% af volumen), hvori celler er suspenderet. Det indeholder vand, proteiner (albumin, globuliner, fibrinogen), elektrolyter, næringsstoffer, hormoner og affaldsstoffer.

Serum er plasma uden fibrinogen og andre koagulationsfaktorer, der forbruges under koagulation. Det er væsken der forbliver efter blodet koagulerer og koaglet trækker sig sammen.

Side-om-side sammenligning

Egenskab	Plasma	Serum
Indsamlingsrør	Antikoagulans (EDTA, citrat, heparin)	Intet antikoagulans (rødt top, SST/gul)
Koagulation	Forebygget	Tilladt at finde sted
Fibrinogen	Til stede	Fraværende (omdannet til fibrin)
Volumen-udbytte	Højere (~55% af blod)	Lavere (~45–50%)
Vigtigste anvendelser	Koagulationsundersøgelser, glukose (glycolyse hæmmet), nogle lægemiddelniveauer, transfusioner (FFP)	De fleste kemipanel, immunologi, serologi, terapeutisk lægemiddelovervågning

Hvorfor det betyder noget for prøvenøjagtighed

• Prøver der kræver fibrinogen (PT/INR, aPTT, fibrinogenniveau) skal bruge plasma.
• Prøver påvirket af koagulationsprocessen (kalium, LDH fra trombocyt-friskivelse) foretrækker serum.
• Referenceintervaller adskiller sig; laboratorier validerer separat.