MRSA meticillin-resistens: mecA-genen og PBP2a-mekanisme forklaret

Meticillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA) resistens medieres af mecA-genen (eller homolog mecC).

Molekylær mekanisme

• mecA koder for PBP2a (penicillin-bindende protein 2a).
• PBP2a har lav affinitet for alle β-laktamer (penicilliner, cefalosporiner, karbapenemer).
• Indfødte PBPs (1–4) hæmmes → cellevægssyntese blokeret, men PBP2a fortsætter transpeptidering → overlevelse.

Genetisk kontekst

• SCCmec (Staphylococcal Cassette Chromosome mec) – mobil genetisk element, der bærer mecA + regulatoriske gener (mecI, mecR1) + rekomibinaser (ccr).
• Flere SCCmec-typer (I–XIII) – forskel i størrelse, resistens-gener, epidemiologi (HA-MRSA vs. CA-MRSA).

Detektion

• Fenotypisk: cefoxitin-disk-diffusion, oksacillin MIC ≥4 µg/mL, latex-agglutination (PBP2a).
• Genotypisk: PCR for mecA/mecC (guldsstandard).

Klinisk implikation

• Alle β-laktamer upålidelige til MRSA – selv hvis in vitro følsomme (heteroresistens).
• Brug alternativer: vancomycin, daptomycin, linezolid, ceftarolin, tedizolid, dalbavancin, oritavancin.
• Infektionskontrol: kontakt-foranstaltninger, dekolonisering (mupirocin + chlorhexidin).

Forståelse af mecA/PBP2a vejleder antibiotika-stewardship og molekylær diagnostik.