Rumrejser og nul-gravitation: Indvirkning på menneskets sundhed

At rejse ud over Jordens atmosfære udgør en alvorlig udfordring for den menneskelige krop. Kroppens systemer er udviklet til at stole på Jordens tyngdekraft og atmosfære for at funktione korrekt. Væk fra Jorden skal kroppen håndtere et helt nyt miljø, der kan forårsage ekstrem ubehag for astronauten. Astronauter, der tilbringer tid i nul-gravitation, skal tage forebyggende foranstaltninger for at undgå at lide af langvarige negative effekter.

Cirkulation

På Jorden afhænger hjertet af tyngdekraften for at hjælpe med at pumpe blod til de nederste ekstremiteter. Det tillader hjertet at pumpe blod mere effektivt til den øvre krop. I rummet styrer tyngdekraften ikke længere blod ned til benene, så astronautens ben kan blive tyndere ved at blive afholdt for blod. Da hjertet stadig pumper ekstra blod til den øvre krop for at kompensere for Jordens tyngdekraft, kan ansigt, torso og arme vise en opblåst udseende. Denne fordeling af blod kan forårsage "rumsygdom", en tilstand præget af hovepine og kvalme. Rumsygdom er normalt ikke farlig og aftager, efter at kroppen har haft tid til at tilpasse sig nul-gravitation.

Knogler & Muskler

Uden tyngdekraftens modstand eller behovet for at gå, bliver kroppens muskler atrofieret i rummet, fordi de ikke bruges så meget. Knogler gennemgår en lignende atrofiproses, de bliver svagere på grund af mangel på næringstoffer. Dette tab af knoglevæv er især alvorligt i den nedre krop. Astronauter kan bremse atrofiprosessen gennem rigorøs motion og ved at tage kosttilskud for at bevare muskelmasse og forhindre knogler i at svinde væk.

Balance

En astronauts retningssans kan blive alvorligt påvirket af nul-gravitation. Det primære organ involveret i balance er det indre øre, som ikke kan funktione korrekt uden tyngdekraft. Ifølge NASA-webstedet science.nasa.gov kan livet i rummet forårsage psykologisk desorientering også, da hjernen afhænger af visuelle cues for at holde kroppen balanceret. Jordafhængige referencepunkter som horisonten mangler, hvilket tvinger hjernen til at udvikle et nyt reference-frame for at opretholde balance.

Medicinsk forskning