Enterobacter Aerogenes: Egenskaber, risici og medicinsk betydning

Et medlem af Enterobacteriaceae-familien, Enterobacter aerogenes, er en bakterie, der er beslægtet med salmonella og E. coli. Størrelsesmæssigt er Enterobacter aerogenes mindre end mange af sine mikrobiologiske fætter, men dens forekomst i sygehuse har gjort det af særligt interesse for det medicinske fællesskab. Dens bakteriologi, sygdomme, risikofaktorer, prædispositioner og behandling har været genstand for omfattende studier.

Bakteriologi

Enterobacter aerogenes er en bacillus, så under et mikroskop ser den ud som en ret stav. Som en fakultativ anaerob foretrækker den miljøer med lidt eller intet ilt, såsom fæces, renseanlæg og jord. Dog kan den også overleve og endda vokse, hvor ilt er rigelig.

I en Petriskål danner Enterobacter aerogenes runde, hvide kolonier, der buer konvext. Dens optimale væksttemperatur ligger mellem 30 og 37 grader Celsius, og MacConkey-agar, der indeholder salte, farvestoffer og næringstoffer fra mælk, er dens foretrukne laboratoriemedium.

Sygdomme

Enterobacter aerogenes forårsager en lang række sygdomme. Disse sygdomme omfatter bacteriemi, osteomyelitis og septisk arthritis, samt infektioner i urinveje, gastrointestinaltrakt, respiratorisk trakt og huden.

Risikofaktorer

Enterobacter aerogenes er en nosokomial oportunistisk patogen. Det vil sige, den forårsager sygdom, efter dens værtsorganisme allerede er forsvækket, og den bor almindeligt i sygehuse. Af den grund omfatter dens risikofaktorer sygehusophold på to uger eller længere, invasive operationer og brug af antibiotika. Besøg på intensivafdelinger er en yderligere faktor.

Enterobacter aerogenes inficerer sunde individer kun sjældent.

Prædispositioner

Som med andre Enterobacter-arter har Enterobacter aerogenes ingen prædisposition for race. Dog forekommer det hyppigere blandt spedbarn, småbørn og ældre, især blandt mænd.

Behandling

Enterobacter aerogenes er resistent overfor de fleste antibiotika. Dens modstand mod β-lactam-antibiotika, chloramfenikol, quinoloner og tetracyklin er velddokumenteret i videnskabelig litteratur, og nogle forskere har foreslået genbrug af "gamle" lægemidler – dvs. lægemidler, der var populære i tidligere årti – som svar. En studie af Thiolas et al. (2005) foreslår, at en kombination af lægemidler ville være bedst til dem, der er inficeret med Enterobacter aerogenes.