Hvorfor pankreaskræft er så aggressiv: Biologi og barrierer for behandling

Pankreas-ductal adenokarcinom (PDAC) har den værste 5-års-overlevelse (~12%) blandt store kræftformer p.g.a. konvergent aggressiv biologi.

Ventrale aggressive træk

• Tidlig metastasering: Disseminerer før primærtumor opdages (cirkulerende tumorkceller i præmaligne læser).
• Desmoplastisk stroma: Tæt fibrotisk matrix (cancer-associerede fibroblaster, hyaluronsyre) → højt interstitielt tryk → dårlig lægemiddel-leverance, immun-eksklusion.
• Immunologisk "kold": Lav T-celle-infiltration, immunosuppressivt TME (Tregs, MDSCs, M2-makrofager).
• Genomisk ustabilitet: KRAS (90%), TP53 (75%), CDKN2A (90%), SMAD4 (55%) – få handlingsrettede targets.
• Metabolisk omprogrammering: Autofagi, makropinocytose, stromalt næringstof-rov.
• Terapi-modstand: Indfødt (stromal barriere, cancer-stamceller) + opnået.

Kliniske konsekvenser

• 80–85% præsenterer med uresekabel sygdom.
• Adjuvant kemo (mFOLFIRINOX/gemcitabin-kapesitabin) forbedrer helbredelsesrate ved resektion.
• Metastaseret: FOLFIRINOX eller gem/nab-paklitaksel forlænger overlevelse moderat (median 11–13 mdr).

Nye strategier

• Stroma-målretning (PEGPH20 fejlede; FAK-hæmmere, CXCR4 i forsøg).
• Immunterapi-kombinationer (checkpoint + vaccine + stromal modulering).
• KRAS G12C-hæmmere (adagrasib/sotorasib – sjældne i PDAC).
• Tidlig detektion: væskebiopsi, billed-overvågning i højrisiko (arvelig, cyster).