Laparoskopisk navlebrok-reparation: Indflydelse af multiple defekter på operationskompleksitet

Laparoskopisk navlebrok-reparation (LUHR) er den foretrukne tilgang for de fleste voksne, der tilbyder mindre smerte, hurtigere genopretning og lavere sårinfektionsrater vs. åben reparation. Tilstedeværelsen af multiple fascialdefekter eller samtidige brok ændrer teknisk vanskelighedsgrad men ikke overordnet succes.

Standard LUHR-teknik

• Porte: infra-umbilikal (kamera), bilaterale laterale (instrumenter).
• Reduktion af indhold; ekscision af brok-pose.
• Defektlukning: primær sy (lille <2 cm) eller mesh (IPOM, onlay, sublay, underlay — kirurgpræference).
• Mesh-fixering: absorberbare tacks, syer eller lim.

Indflydelse af multiple brok/defekter

• Multiple navledefekter: Ofte slået sammen til enkelt lukning med ét mesh; minimal tilføjet kompleksitet.
• Samtidige epigastriske/incisionelle brok: Yderligere porte kan være nødvendige; hvert defekt adresseres individuelt. Øger operationstid 30–60 min per defekt.
• Tab af domæne / store defekter (>4 cm): Kan kræve komponent-separation (TAR, eTEP) eller åben konvertering.
• Forvoksninger fra tidligere kirurgi: Øger dissektionstid og tarmsaderisiko.

Resultater

• Recidiv: 1–5 % (mesh) vs. 10–20 % (sy alene); multiple defekter lidt højere men mesh mindsker.
• Komplikationer: Serom (10–20 %), SSI (<2 %), kronisk smerte (5–10 %), tarmskade (sjælden).
• Konvertering til åben: 1–3 %; normalt for forvoksninger, ukontrolleret blødning eller tab af domæne.

Kirurgens beslutningstagning

Peroperative fund guider strategi: enkelt stort mesh der dækker alle defekter vs. separate mesh; laparoskopisk vs. hybrid vs. åben. Erfaring med komplekse ventrale brok-teknikker (eTEP, TAR) udvider laparoskopiske indikationer.

Konkusion: Multiple defekter øger kompleksitet men håndteres rutinemæssigt laparoskopisk af erfarne kirurger med ækvivalent succes til enkelte defekter når mesh-forstærkning bruges.