Stofvurdering: Forstå patientens misbrug i behandlingen

En stofvurdering er en klinisk evaluering af en patients stofbrug ved indskrivelse på hospital eller rehabiliteringsklinik. Vurderingen foretages før behandling, hvilket giver det medicinske personale den nødvendige information til at planlægge den rette pleje og genoptræning. Når en patient indgår behandling, antager personale, at hun vil bli fri for stoffer. Alligevel lider ikke alle, der starter rehabilitering, af misbrug på samme måde – motivationen til forandring er forskellig fra person til person. Kun en stofevaluering kan afsløre patientens fysiske, emocionelle og medicinske behov.

Elementer i en stofvurdering

1. Indhent generelle personoplysninger: Navn, adresse, telefonnummer, CPR-nummer, socioøkonomisk baggrund og nødkontakt. Informationerne bruges til at oprette journal og til kontakt ved behov.

2. Afslør årsagen til indskrivelse: Lad patienten beskrive begivenheden, følelsen eller humøret, der fik hende til at søge professionel hjælp. Indtagelse af forurenet stof, en nærmes død og/eller ensomhed kan udløse behovet for hjælp og at blive "ren".

3. Kortlæg familieforhold: Notér, om familiemedlemmer har misbrugt stoffer og hvilke typer. Hvis patienten er gift/registreret partner, afdæk, om partneren misbruger. Undersøg økonomien, da penge ofte går til stoffer frem for familiens behov. Indhent så meget information som muligt om stoffers indvirkning på familielivet.

4. Indhent medicinhistorik: Spørg efter medicinske problemer og nuværende/tidligere medicin. Dokumentér alle svar og lægevurdere mediciner.

5. Afslør uddannelsesmæssig baggrund: Notér, om patienten har afsluttet gymnasiet, HF, eller har videregående uddannelse. Antag ikke, at personen er frafaldet – selvom misbrug i tenårene ofte forstyrrer en uddannelse.

6. Notér psykologiske og adfærdsmæssige problemer: Dokumentér verbale svar og observerbar adfærd. Er patienten aggressiv eller passiv under interviewet? Hvis personen er udfordrende, kan det være nødvendigt at alarmeresikkerhed for at forhindre eskaleration. Notér også tegn som kløen, irriterethed, rastløshed eller letargi, som kan signalere nyligt stofbrug eller abstinenssymptomer.

7. Kortlæg stofbrugshistorik: Spørg, hvornår patienten første gang brugte stoffer og under hvilke omstændigheder. Indhent information om brug i skolealderen. Den første erfaring med stoffer sker ofte med venner.

8. Vurder indvirkning på sociale liv: Afslør, om der findes et støtte-netværk ud over familien. Misbrug ødelægger ofte venskaber og skaber social isolation, som forsterker afhængigheden. Find ud af, om patienten har beholdt venner, hun kan stole på i kriser.

9. Indhent oplysninger om arbejdsliv: Misbrug påvirker jobpræstation, især når personen bliver mere præoccuperet med at skaffe og bruge stoffer. Spørg, om patienten er blevet mere aggressiv overfor chef/kolleger, eller har været fængslet på grund af arbejdsrelaterede hændelser.

10. Afslør juridiske problemer: Spørg om fortidige eller nuværende juridiske problemer i forbindelse med stofbrug: anholdelse, kørsel under indflydelse, barns fornægtelse, tyveri og/eller voldsomme angreb.