Epidermis: Plante- og dyre-struktur, funktion og klinisk relevans

Epidermis (fra græsk epi "på" + derma "hud") er det yderste beskyttende lag hos både planter og virveldyr, der tjener som det primære interface med miljøet.

Plante-epidermis

• Et enkelt lag tæt pakket celler, typisk uden kloroplaster (undtagen vævter).
• Dækket af cutikel (cutin + voks) → forhindrer uddøring.
• Funktioner: Barriere mod patogener, UV, mekanisk skade; gasudveksling (stomata); vandregulering; sekretion.
• Specialiserede celler: Vævter (stomata), trichomer (hår), roddhår (absorption).

Virveldyre (Dyr) Epidermis

• Stratifiseret fladeepitel; keratiniseret (hud) eller ikke-keratiniseret (slimhinder).
• Lag (dyb → overfladisk):
  1. Stratum basale (stamceller, melanocytter, Merkel-celler)
  2. Stratum spinosum (desmosomer, Langerhans-celler)
  3. Stratum granulosum (keratohyalin, lamellære kroppper)
  4. Stratum lucidum (kun tyk hud: håndflader/fødder)
  5. Stratum corneum (døde corneocyter, lipidmatrix) – barriere
• Funktioner: Fysisk/kemisk/immunologisk barriere; UV-beskyttelse (melanin); termoregulering (sved); sansning; vitamin D-syntese.
• Fornyelse: ~28–40 dage (basale → corneum-afskilning).

Klinisk relevans

• Barriere-svigt: eksem, forbrændinger, ichthyosis, Netherton-syndrom.
• Neoplasier: BCC, SCC, melanom (melanocyt-oprindelse).
• Infektionsport: S. aureus, HSV, HPV, svampe.
• Lægemiddel-frigivelse: topikal, transdermal.
• Kosmetisk: aldring (tyndere, reduceret fornyelse), hyperpigmentering.

Vigtig forskel

Planter: ét lag + cutikel. Dyr: flerlagset, keratiniseret, dynamisk fornyelse. Begge tjener som det kritiske interface med miljøet.