Præhistoriske helbredelsespraksis: Arkæologiske beviser og begrænsninger

Arkæologiske og paleopatologiske beviser bekræfter, at præhistoriske mennesker udførte helbredelse:

Beviser

• Trepanation: Kranieboring (neolitikum og frem); overlevelsestegn (benheling) i mange eksemplarer.
• Brudhåndtering: Skienter, justerede ben med kalusdannelse.
• Urtemæssige rester: Pollen/fytolitter i tandsten, gravgods (yarrow, efedra, valmue, pil).
• Kirurgiske værktøjer: Obsidian knive, ben nåle.
• Shamanistiske artefakter: Marakasser, amuletter, hulemalerier der afbilder helbredelsesritualer.

Praktikere

Sandsynligvis udpegede helbredere/shamaner der kombinerede empirisk planteviden, sårpleje og spirituelle ritualer. Viden overleveret mundtlig/mesterskab.

Begrænsninger

• Ingen sygdomslære, anatomi, fysiologi.
• Høj dødelighed fra infektion, trauma, fødsler.
• Forventet levealder 30–35 år.

Præhistorisk medicin var pragmatisk, observationsbaseret og kulturelt forankret – grundlaget for senere medicinske traditioner.