Hvad betyder fjernfornærmelse?

Fjernfornærmelse (eller mere præcist fjernfornærmelse) er en forældet militærteknisk betegnelse for et overraskelsesangreb med en styrke, der er blevet holdt i en vis afstand fra hovedkampen.

Udtrykket blev første gang brugt i 1643 af den engelske militæringeniør Ralph Starkey, der definerede det som "en sally, der pludselig opstod fra et fort, eller et lignende sted til fordel". Starkey skelnede fjernovergreb fra sorties, som han definerede som "en mere generel eller almindelig sly end en fjernovergreb".

Fjernfornærmelser blev ofte brugt af forsvarere af en befæstet stilling til at chikanere belejrerne og forstyrre deres belejringsværker. De kunne også bruges til at angribe fjendens forsyningslinjer eller til at erobre fjendens forposter.

Begrebet remote insault faldt ud af brug i det 18. århundrede, men det blev genoplivet i det 19. århundrede af den franske militærteoretiker Antoine-Henri Jomini. Jomini definerede fjernovergreb som "et pludseligt angreb foretaget af en afdeling af tropper på afstand på en fjendes position". Han skelnede fjerntliggende angreb fra sorties, som han definerede som "et pludseligt angreb foretaget af tropper, der er blevet beordret til at forlade et sted på et givet tidspunkt og vende tilbage til det samme sted efter at have opnået deres formål".

Jomini anså fjernovergreb for at være et værdifuldt værktøj for befalingsmænd, der var i stand til at overraske fjenden og udnytte deres svagheder. Han skrev, at fjerntliggende fornærmelser "kan have den mest afgørende indflydelse på spørgsmålet om en kampagne".

I moderne militærsprog bruges udtrykket fjernovergreb ikke længere. Konceptet med et overraskelsesangreb på afstand forbliver dog en vigtig del af militær planlægning.